25/11-10
-
Pressemeddelelse
Uddannelsessøgende lægers ansættelse i konflikt- og krigsområder
Lægetjeneste i krigs- og konfliktområder kan erstatte tre måneder i hoveduddannelsen i specialerne anæstesiologi, kirurgi og ortopædisk kirurgi. Det er resultatet af en ny model for forhåndsgodkendelse af uddannelsessøgende lægers ansættelser i konflikt- og krigsområder som del af speciallægeuddannelsen. Modellen er blevet til i et samarbejde mellem Indenrigs- og Sundhedsministeriet, Forsvarsministeriet, Sundhedsstyrelsen og Forsvarets Sundhedstjeneste.
Modellen indebærer, at uddannelsessøgende læger i hoveduddannelsesforløb i specialerne anæstesiologi, kirurgi og ortopædisk kirurgi på forhånd kan få deres ansættelse ved større felthospitaler til at tælle med som en del af deres speciallægeuddannelse. En tilsvarende godkendelse gælder tjeneste ved nationalt kirurghold, der indgår i ramme af alliancepaters felthospitaler.
Formålet med modellen er dels at medvirke til at sikre den nødvendige rekruttering af læger til opgaver i forbindelse med Danmarks deltagelse i internationale operationer, dels at sikre, at der på forhånd er klarhed om, hvilke tjenesteperioder der kan indgå som en del af speciallægeuddannelse.
Modellen er baseret på en gennemgang af hvilke kompetencer indenfor de 3 nævnte specialer, læger kan opnå ved ansættelse ved et større felthospital eller ved tjeneste ved et nationalt kirurghold. Disse kompetencer er valgt ud fra specialernes målbeskrivelser for hoveduddannelsen. Flere af disse kompetencer kan lægerne have opnået inden udsendelsen, mens andre mål efter omstændighederne ikke kan opnås. Dette har dog ikke indflydelse på godkendelsen af at udsendelsen tæller 3 måneder i hoveduddannelsen, og Sundhedsstyrelsen dispenserer i de enkelte tilfælde for kravet om, at uddannelsesdele skal være af mindst 6 måneders varighed.
Modellen indeholder en beskrivelse af krav og vilkår, herunder krav til dokumentation og indberetning og er kommenteret af de Regionale Råd for Lægers Videreuddannelse samt af Dansk Selskab for Anæstesiologi og Intensiv Medicin og Dansk Ortopædisk Selskab.
Relevant information
http://www.sst.dk
Firma
Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S,
Danmark
7222 8510
7222 8510
http://