17/05-11
-
Pressemeddelelse
Rapport om ulighed i sundhed
Ny analyse om ulighed i sundhed angiver indsatsområder for at mindske forskellene i danskernes sundhed og levealder. Indenrigs- og sundhedsminister er klar til en handlingsplan for øget sundhed for alle.
Danskerne lever længere, men der er fortsat stor social slagside, når der gælder sundhed og middellevealder.
Sundhedsstyrelsen offentliggør nu en omfattende analyse under ledelse af professor Finn Diderichsen, Institut for Folkesundhedsvidenskab, Københavns Universitet om årsagerne til social ulighed i sundhed og dødelighed.
Analysen indkredser 12 områder, som har særlig betydning, bl.a. børns tidlige udvikling, skolegang, uddannelse, befolkningens sundhedsadfærd og sundhedsvæsenets rolle og peger på indsatsområder, hvor der kan iværksættes initiativer til at imødegå uligheden og dermed medvirke til at hæve middellevetiden.
Indenrigs- og sundhedsminister Bertel Haarder vil bruge analysen som input til en handlingsplan for at nedbringe uligheden i sundhed.
"De fleste danskere vil i dag leve længere og leve et sundt liv. Men det er ikke tilfredsstillende, at vi på trods af at være et af de mest lige lande i verden, fortsat ser, at det er en social slagside i forhold til sundhed selv om vi har fri og lige adgang til sundhedsvæsenet. Mens det store flertal af befolkningen lever sundere og længere, er der et mindretal, hvor levetiden kun øges i mindre grad. Det er det jeg kalder ulighed i sundhed, og det er det, vi bør modvirke ved at differentiere og fokusere vores indsatser, så vi sigter mere præcist på de grupper, som ikke umiddelbart tager vores sundhedsbudskaber til sig, "siger Bertel Haarder.
Indsatsen mod ulighed i sundhed er ikke et nyt mål for regeringen. I regeringens nationale strategi "Sund hele livet" fra 2002 var hovedformålene dels længere levetid med godt helbred og dels en reduktion af ulighed i sundhed.
Rapporten viser, at en nedbringelse af den sociale ulighed i sundhed ikke kan løses af sundhedssektoren alene. Der er der behov for en indsats fra såvel forskellige sektorer (uddannelse, social, sundhed, beskæftigelse) som forskellige administrative niveauer (kommuner, regioner, stat, civilsamfund).
"Vi skal have særligt fokus på børn og unge, så de ikke overtager forældrenes usunde livsstil. Jeg er betænkelig ved øget formynderi overfor ældre, men når det gælder børn under 18 år, så har vi et særligt ansvar for at bremse dårlige vaner. En tidlig indsats i forhold til børn og unge, i folkeskolen og på ungdomsuddannelserne, der kan fremme et mindre forbrug af tobak, alkohol, en bedre kost og mere fysisk aktivitet, er områder, jeg gerne ser flere initiativer på", siger sundhedsminister Bertel Haarder.
Relevant information
http://www.sst.dk
Firma
Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S,
Danmark
7222 8510
7222 8510
http://