Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
04/08-11   -   Pressemeddelelse

Kræftrisiko ved mobiltelefoni er ikke påvist hos børn og teenagere

Den første omfattende undersøgelse af børn og teenageres brug af mobiltelefoner kan ikke påvise en sammenhæng med kræft i hjernen. En multicenterundersøgelse i samarbejde mellem Danmark, Sverige, Norge og Schweiz viser, at børn og unge, der har brugt mobiltelefon jævnligt i mindst fem år, ikke havde større risiko for hjernekræft end dem, der aldrig har været jævnlige brugere.

Sundhedsstyrelsen har bedt professor Jørn Olsen, som tidligere har været formand for Sundhedsstyrelsens Forskerpanel vedrørende radiofrekvente elektromagnetiske felter og risiko for skadelige effekter på folkesundheden, om at vurdere artiklen "Mobile Phone Use and Brain Tumors in Children and Adolescents: A Multicenter Case-Control Study."

I vurderingen af undersøgelsen konstaterer Jørn Olsen, at den ikke viser sammenhænge mellem den dosis af radiofrekvente elektromagnetiske felter brugerne bliver udsat for fra mobiltelefoner og forekomst af hjernekræft, og at hjernetumorerne heller ikke ses hyppigst i de mest eksponerede områder af hjernen. Udviklingen i hjernecancerforekomst generelt blandt børn følger ikke det mønster, man ville vente, hvis der faktisk var en 36 procent overrisiko. Det er mere sandsynligt, at problemer med undersøgelsesmetoden spiller en rolle, fordi brugerne kan have svært ved at huske deres forbrug af mobiltelefon tilbage i tid, og at det kan påvirke resultaterne, at en del brugere ikke kunne være med i studiet.

Undersøgelsen er foretaget blandt børn og unge under 20 år, og omfatter i alt 352 kræftpatienter og 646 raske kontrolpersoner. Professor Jørn Olsen omtaler blandt andet, at undersøgelsen viste en 36 procent overrisiko for hjernecancer blandt de regelmæssige brugere, men denne overrisiko er ikke statistisk sikker, og resultaterne er behæftet med væsentlig usikkerhed.

Den eneste af de mange analyser, der gav et statistisk signifikant resultat, var en delanalyse blandt den tredjedel af børnene, hvor forskerne havde oplysninger fra mobiloperatøren om abonnementet. Der viste det sig, at der var en lidt større forekomst af kræft i hjernen blandt de børn, der havde fået deres første mobilabonnement for længst tid siden.

Sundhedsstyrelsen vurderer, at det er væsentlige nye og alt i alt beroligende resultater, der nu er fremkommet. Der er dog stadig mangler på viden om eventuelle risici for børn ved at tale meget i mobiltelefon. Vi ved således ikke meget om andre eventuelt skadelige virkninger end kræft i hjernen hos børn og teenagere. Derfor råder Sundhedsstyrelsen fortsat til forsigtighed med børns brug af mobiltelefoner, især begrænsning af samtaler, hvor telefonen holdes lige ved øret.

Relevant information

http://www.sst.dk


Pressekontakt


Firma

Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S, Danmark

  7222 8510
  7222 8510

http://

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire