Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
22/08-12   -   Pressemeddelelse

Sygehuse anbefales at indkalde kvinder opereret med syntetisk net

Sundhedsstyrelsen anbefaler sygehusene at indkalde kvinder, der har fået underlivsoperationer med indsættelse af syntetiske net af typen POP-implantater (mesh) til samtale, undersøgelse og vurdering.

De syntetiske net har siden 2006 i begrænset omfang været anvendt til kvinder, som efter en fødsel havde nedsynkning af skede, blære og livmoder (POP, Pelvic Organ Prolapse). De syntetiske net har ved indsætning i skedevæggen vist sig at give komplikationer som blandt andet smerte (eventuelt ved samleje) og blødning.

Sundhedsstyrelsens anbefaling om at indkalde kvinderne til samtaler sker som opfølgning på bekymring rejst af andre landes myndigheder, der i øjeblikket følger bivirkningerne tæt. Kunststof-net har været anvendt i Danmark til gavn for mange tusinde kvinder med urininkontinens siden 1997. Den aktuelle bekymring drejer sig ikke om denne type operationer. Det er vigtigt, at disse kvinder ikke bliver bekymrede.

Sundhedsstyrelsen indskærper over for de behandlingsansvarlige læger, at de har indberetningspligt, når der tilstøder alvorlige hændelser, der vedrører brugen af net, da net er medicinsk udstyr.

POP-implantater er blevet anvendt ved operation for nedsynkning af skede, blære, livmoder med videre til at styrke patientens eget væv og holde det oppe. POP-implantater består af enten biologisk materiale eller er vævet af syntetiske fibre, der kan være enten opløselige eller blivende i kroppen, eller en blanding af begge dele. Betegnelsen kirurgiske net anvendes fortrinsvis om de vævede net af syntetiske fibre.

De seneste par årtier har net vundet udbredelse ved operation for SUI (stress urininkontinens), hvor de indsættes som et tyndt bånd (slynge) under kvindens urinrør. Denne type operation for urininkontinens, også kaldet TVT-operationen, har været anvendt i Danmark siden 1997. Anvendelsen af syntetiske net inden for blandt andet operationer for lyskebrok og urininkontinens har været relativt ukontroversiel.

De problemer, der blandt andet har foranlediget advarsler fra de amerikanske sundhedsmyndigheder (FDA), relaterer sig til anvendelsen af syntetiske net til operation for POP og til anvendelsen af visse typer af net til SUI. Disse typer har ikke været anvendt i Danmark siden 2004 eller været markedsført i Danmark.

Anvendelse af POP-implantater i Danmark har været begrænset sammenlignet med andre lande i Europa og Nordamerika.

Relevant information

http://www.sst.dk


Pressekontakt


Firma

Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S, Danmark

  7222 8510
  7222 8510

http://

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire