29/08-12
-
Pressemeddelelse
Mtv om undersøgelse og behandling af ældre efter faldtilfælde
Ikke alle ældre, der henvender sig på skadestuen med fald, har gavn af at få tilbudt hospitalsbaseret multifaktorel udredning for fald. Det viser en ny medicinsk teknologivurdering fra Sundhedsstyrelsen.
Multifaktoriel faldudredning består af identifikation af mange risikofaktorer for fald, for eksempel nedsat syn, hjerterytmeforstyrrelse, nedsat muskelstyrke, dårlig balance, og målrettet intervention, der har til formål at mindske fundne risikofaktorer og derigennem forebygge nye fald.
MTV'en består bl.a. af et dansk studie. Studiet bekræfter ikke resultaterne fra tidligere udenlandske studier, der har vist, at hospitalsbaseret multifaktoriel faldudredning til gruppen af ældre skadestuepatienter kan have en faldforebyggende effekt. Der er således ikke effekt på forekomst af fald, funktionsniveau, angst for fald eller livskvalitet. Blandt deltagerne var der stor tilfredshed med den multifaktorelle faldudredning, som dog ikke er omkostningseffektiv.
Enkeltinterventioner, rettet mod én risikofaktor, for eksempel træning på baggrund af nedsat muskelstyrke, synes at være lige så effektive som multifaktorielle interventioner i forebyggelsen af fald hos nogle ældre. Rapporten konkluderer, at det derfor kan være hensigtsmæssigt at koncentrere indsatsen om interventioner rettet mod en eller to risikofaktorer i brede ældrepopulationer, frem for en multifaktorel indsats til alle. Herudover konkluderer rapporten, at der er behov for at afklare, hvilke grupper af faldpatienter der fortsat vil have gavn af multifaktoriel faldudredning.
Relevant information
http://www.sst.dk
Firma
Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S,
Danmark
7222 8510
7222 8510
http://