Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
21/09-12   -   Pressemeddelelse

Kritik af medicinering i psykiatrien

Sundhedsstyrelsen udtrykker i et notat kritik af Region Hovedstadens Psykiatri (RHP) og centerledelsen på Psykiatrisk Center Glostrup (PCG) i forbindelse med brug af det beroligende middel midazolam og brug af høje doser antipsykotisk medicin på PCG.

Sundhedsstyrelsen var i juni 2012 på et tilsynsbesøg på PCG, da styrelsen havde fået flere indberetninger om problemer på Centeret, som styrelsen vurderede kunne udgøre et problem for patientsikkerheden. Indberetningerne gav bekymring om centerets brug af midazolam og antipsykotisk medicin.

Sundhedsstyrelsen konkluderer i notatet, at midazolam kan vise sig at være en relevant behandling i psykiatrien i Danmark, men at indførelsen af behandlingen kræver, at det faglige beslutningsgrundlag bliver beskrevet og systematisk fagligt fulgt op. PCG var ikke tilstrækkelig opmærksom på, at der var tale om indførelse af et nyt behandlingsregime, som skulle overholde Sundhedsstyrelsens vejledning om indførelse af nye behandlingsmetoder. Det er en yderligere skærpende omstændighed, at der i mange tilfælde var tale om tvangsbehandling og høje doser.

Sundhedsstyrelsen peger i notatet blandt andet på, at PCG ikke burde have påbegyndt behandlingen med midazolam, inden vejledning for hele regionen om behandling af akut urolige patienter var færdig. Sundhedsstyrelsen fandt også, at der på PCG i mange patientforløb var anvendt meget høje doser af antipsykotika. Sundhedsstyrelsen udtaler, at det havde været hensigtsmæssigt, om ledelsen på et tidligere tidspunkt havde sikret sig, at medicineringen fulgte regionens egen vejledning. Det var ikke tilstrækkeligt, at RHP og PCG alene byggede deres overvågning på statistikker over det generelle forbrug af antipsykotika.

Region Hovedstaden Psykiatri har efterfølgende udarbejdet en ny vejledning for behandling med antipsykotika, som beskriver, hvornår det lægefagligt er acceptabelt at overskride den samlede normale døgndosis for patienter, der har særligt behov. Sundhedsstyrelsen har også bemærket, at RHP har fulgt op på den nye vejledning og indskærpelse over for centrene med en gentagelse af undersøgelsen af døgndoser til patienter, og at undersøgelsen viser, at der er sket et markant fald i antallet af patienter, der har fået doser over det anbefalede niveau. RHP planlægger desuden at følge udviklingen gennem månedlige dataudtræk.

Sundhedsstyrelsen finder udviklingen positiv og vil umiddelbart ikke foretage sig yderligere i forhold til organisationstilsynssagen. Styrelsen har som opfølgning på sagen varslet et møde i januar 2013. Udover dette notat vil Sundhedsstyrelsen vurdere en række udvalgte patientforløb i forhold til, om de involverede sundhedspersoner har udvist omhu og samvittighedsfuldhed. Denne del af Sundhedsstyrelsens tilsyn forventes afsluttet inden december 2012.

Relevant information

http://www.sst.dk


Pressekontakt


Firma

Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S, Danmark

  7222 8510
  7222 8510

http://

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire