Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
28/06-13   -   Pressemeddelelse

Kommunerne får hjælp til kampen mod overvægt

Op mod halvdelen af de voksne borgere og godt 10 procent af børn og unge i en typisk middelstor dansk kommune kæmper med overvægt. En ny forebyggelsespakke, som Sundhedsstyrelsen offentliggør i dag, kommer med anbefalinger til kommunerne om, hvordan de kan hjælpe borgerne til at undgå de usunde, ekstra kilo.

Flere og flere danskere kæmper med at holde vægten. Siden 1987 er der sket en væsentlig stigning i forekomsten af overvægt blandt voksne, især blandt de yngre og kortuddannede, og andelen af svært overvægtige voksne er fordoblet på 25 år.

På den baggrund har Sundhedsstyrelsen udarbejdet et nyt planlægningsværktøj, som skal støtte kommunernes arbejde for at forbedre sundheden blandt danskerne - en pakke med anbefalinger til kommunerne om, hvordan de bedst kan hjælpe borgerne til et liv uden for mange kilo på sidebenene.

"Overvægt er desværre et problem, flere og flere danskere lever med - og den farlige overvægt er mest udbredt blandt de ufaglærte og kortuddannede. Også her ser vi altså en ulighed i sundhed, hvor overvægt og medfølgende gener og kroniske sygdomme oftest rammer borgere med de korteste uddannelser og mindste indtægter. Derfor er det vigtigt, at kommunerne bliver endnu bedre til at opdage overvægtsproblemerne, før de bliver for store, og det er netop det, den nyeste forebyggelsespakke fra Sundhedsstyrelsen skal bidrage til," siger sundhedsminister Astrid Krag.

Forebyggelsespakken fokuserer på indsatser, som kan understøtte kommunernes arbejde med at forebygge udviklingen af overvægt, herunder svær overvægt. Da mad, drikke og fysisk aktivitet er afgørende i forebyggelsen af overvægt, hænger anbefalingerne i denne forebyggelsespakke om overvægt tæt sammen med anbefalingerne i de tidligere forebyggelsespakker om Mad og måltider, Fysisk aktivitet og Mental sundhed, som Sundhedsstyrelsen tidligere har udarbejdet til kommunerne.

Adm. Direktør for Sundhedsstyrelsen Else Smith udtaler:

"Overvægt er et folkesundhedsproblem med stor udbredelse og mange sundhedsmæssige konsekvenser, og forebyggelsespakken om overvægt har været efterspurgt af kommunerne. Vi er derfor glade for at præsentere forebyggelsespakken om overvægt, som bygger videre på pakkerne om Fysisk aktivitet og Mad og Måltider, og som bl.a. giver faglige anbefalinger til kommunernes forebyggende arbejde. Kommunen er en hel central aktør i at sikre sunde rammer for borgernes hverdagsliv og en vigtig medspiller, når der skal samarbejdes på tværs af sektorer og med eksterne parter, fx foreningslivet om at fremme normalvægt og forebygge overvægt."

Sundhedsstyrelsen anbefaler blandt andet kommunerne at have et særligt fokus på børn, fordi en stor del af børnene bærer overvægten med sig ind i voksenlivet.

Forebyggelsespakken om overvægt er nummer 10 i rækken af pakker, som Sundhedsstyrelsen har offentliggjort det seneste år. I juli 2012 blev de første fem forebyggelsespakker præsenteret, og i efteråret kom der endnu fire nye pakker.

Relevant information

http://www.sst.dk


Pressekontakt


Firma

Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S, Danmark

  7222 8510
  7222 8510

http://

Modtag nyheder fra Sundhedsstyrelsen på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire