04/09-13
-
Pressemeddelelse
Færre unge får sexsygdomme
Antallet af klamydia- og kondylom-tilfælde falder nu for tredje år i træk - og blandt unge i alderen 15-24 år falder tallet for fjerde år i træk. Meget tyder derfor på, at kurven for disse sexsygdomme for alvor er knækket.
Det vurderer Sundhedsstyrelsen på baggrund af nyligt offentliggjorte tal fra Statens Serum Institut.
- Det ser ud til, at unge ændrer adfærd, for eksempel ved at bruge kondom, eller lade sig teste og behandle for sexsygdomme, så de ikke smitter andre. Det er en rigtig positiv udvikling, siger Niels Sandø, specialkonsulent i Sundhedsstyrelsen.
Antallet af personer, der blev diagnosticeret med klamydia toppede i 2009, hvor næsten 30.000 personer - heraf 21.150 under 25 år - blev diagnosticeret med sygdommen. I 2012 er dette antal faldet til cirka 26. 500 - langt de fleste under 25 år. Blandt unge i alderen 15-24 år, er forekomsten per 1.000 unge faldet med 23 procent i de 4 år. Hvis man alene ser på de alleryngste (15 - 19 år) er faldet på 36 procent.
Samme tendens ses for kondylomer - kønsvorter - hvor antallet af behandlede personer er faldet med 4500 sammenlignet med 2009. Faldet i forekomsten af kønsvorter kan dog hænge sammen med indførelsen af HPV-vaccinen, der også beskytter mod denne sygdom. Blandt unge i alderen 15 - 19 år, er forekomsten faldet med 85 procent fra 2009 - 2012, mens der også blandt unge i alderen 20 - 24 er sket et fald på 31 procent.
- Men der stadig er alt for mange, der smittes med en sexsygdom, siger Niels Sandø og henviser til, at det vurderes, at omkring 50.000 blev smittet med klamydia i 2012.
Derfor søsætter Sundhedsstyrelsen for femte år i træk kampagnen "Kun med Kondom", der skal huske unge på, at de skal bruge kondom. Hver gang.
For forundersøgelsen til kampagnen viser, at mere end hver fjerde ung i alderen 23-25 år har haft én eller flere sexsygdomme.
Kampagnen kører i ugerne 36 og 37 som et partnerskab mellem Sundhedsstyrelsen, Sex & Samfund, kommunerne samt private aktører, og er den eneste af Sundhedsstyrelsens kampagner, der kører med så bred en vifte af aktører.
Relevant information
http://www.sst.dk
Firma
Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S,
Danmark
7222 8510
7222 8510
http://