19/09-13
-
Pressemeddelelse
Smertestillende medicin
Sundhedsstyrelsen har besluttet, at receptpligt for store pakker med svag smertestillende medicin bliver indført den 30. september 2013. Fra denne dato vil kun små pakninger af svage smertestillende medicin kunne købes i håndkøb. Ændringen skal begrænse forgiftningstilfælde.
Fald i antallet af forgiftningstilfælde og selvmordsforsøg
Når tilgængeligheden af store pakninger bliver begrænset, kan det reducere antallet af fuldbyrdede selvmord. Det viser en vurdering af en ny stor engelsk undersøgelse offentliggjort i British Medical Journal 2013, der har undersøgt sammenhængen mellem begrænsning i pakningsstørrelse og salgssteder og antal dødsfald og behov for levertransplantation. Undersøgelsen viser et markant fald i antal paracetamol-relaterede dødsfald, henvendelser til levertransplantationsenheder og i levertransplantationer. Antallet af forgiftningstilfælde forventes ligeledes at blive reduceret ved at begrænse tilgængeligheden af store pakninger.
Bivirkninger i mave-tarmområdet
For stofgruppen NSAID er der de senere år kommet en tiltagende erkendelse af, at stofgruppen, der blandt andet omfatter acetylsalicylsyre, ibuprofen og phenazon, har langt flere og alvorligere bivirkninger end tidligere antaget. Selv ved de anbefalede doser har NSAIDs bivirkninger i mave-tarmområdet, og disse kan være alvorlige hos blandt andre ældre patienter. Ved brug af høje doser og ved behandling over længere tid kan der desuden være en let forøget risiko for blodprop i hjerte og hjerne samt risiko for at påvirke nyrefunktionen. Forgiftningstilfælde med NSAID er svære at behandle.
Relevant information
http://www.sst.dk
Firma
Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S,
Danmark
7222 8510
7222 8510
http://