02/10-13
-
Pressemeddelelse
Vaccination mod meningokoksygdom
Sundhedsstyrelsen finder ikke, at der er grundlag for at indføre vaccination mod meningokoksygdom i det danske børnevaccinationsprogram.
Sundhedsstyrelsen har udarbejdet en rapport (mini-MTV) som beslutningsgrundlag for eventuel indførelse af meningokokvaccination i det danske børnevaccinationsprogram. Sundhedsstyrelsen har drøftet rapporten med Vaccinationsudvalget, som tilslutter sig Sundhedsstyrelsens vurderinger.
Meningokoksygdom er en alvorlig smitsom bakteriesygdom, der typisk viser sig som meningitis (hjernehindebetændelse), blodforgiftning eller begge dele. Der vaccineres allerede i dag mod meningitis forårsaget af bakterierne hæmofilus (Hib) og pneumokok.
Der har været et fald i forekomsten af meningokoksygdom fra omkring 250 tilfælde årligt i slutningen af 1990'erne til nu omkring 60 tilfælde per år. Meningokoksygdom kan skyldes forskellige typer bakterier. I det seneste årti har der været omkring tyve tilfælde årligt af meningokoksygdom type C, dog med en forbigående stigning i 2011 til 46 tilfælde. Niveauet for meningokok type C er betydeligt mindre end niveauet af eksempelvis Hib før indførelse af vaccination.
Meningokoksygdom type C er hyppigst i aldersgrupperne 0-3 år og 15-19 år. Dødeligheden efter alle typer meningokoksygdom er på cirka 8 procent, og 14 procent får følgeskader. For type C er dødeligheden cirka 10 procent, mens 18 procent af de anmeldte tilfælde oplever følgeskader.
MTV-rapporten konkluderer, at et vaccinationsprogram ved 15 måneders og 12-års alderen det første år potentielt vil kunne forebygge godt to tilfælde af meningokoksygdom. Suppleres dette program med et catch-up program for børn op til tre år og unge fra 13 til 18 år, vil man potentielt kunne forebygge godt ni sygdomstilfælde per år og knap et dødsfald hvert andet år. Det første år med et sådant program skal der gives op imod cirka 580.000 vaccinationer, og herefter cirka 111.000 vaccinationer årligt, for at se en begrænset effekt på sygelighed og dødelighed i målgrupperne. Udgifterne skønnes til cirka 275 millioner kroner det første år og herefter cirka 47 millioner kroner årligt.
Sundhedsstyrelsen er opmærksom på, at risikoen for sygdom og død i de enkelte tilfælde af meningokoksygdom type C fortsat er høj, men bemærker samtidig det historisk lave niveau for meningokoksygdom i Danmark, og den fortsat faldende tendens.
Sundhedsstyrelsen finder på denne baggrund ikke, at der er fagligt grundlag for at indføre et så omfattende vaccinationsprogram. Sundhedsstyrelsen vil fortsat følge området tæt, og have særlig opmærksomhed på behovet for vaccination til risikogrupper.
Relevant information
http://www.sst.dk
Firma
Sundhedsstyrelsen
Axel Heides Gade 1
2300 København S,
Danmark
7222 8510
7222 8510
http://