Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
27/02-15   -   Pressemeddelelse

CBS-forsker modtager EliteForsk-pris

Professor Lasse Heje Pedersen modtager torsdag en af fem EliteForsk-priser fra Udannelses- og forskningsministeriet for at være en af landets dygtigste yngre forskere. Derudover modtager ph.d.-studerende, Carsten Lund Pedersen, et rejsestipendie.

Hvad styrer prisudviklingen for aktier, obligationer og andre aktiver? Det overordnede spørgsmål arbejder professor ved Institut for Finansiering, Center for Financial Frictions, Lasse Heje Pedersen med at besvare i sin forskning. Det arbejde har han torsdag modtaget Uddannelses- og forskningsministeriets EliteForsk-pris for.

- Jeg er glad og håber meget, at vi i Danmark vil satse endnu mere på forskning og uddannelse. Det er f.eks. spændende at se, hvordan vores grundforskningscenter, FRIC, og midler fra det europæiske forskningsråd, ERC, kan hjælpe med at tiltrække og udvikle talenter, siger Lasse Heje Pedersen.

Med prisen følger 1,2 millioner kr., som Lasse Heje Pedersen vil bruge til at give nogle heldige ph.d.-studerende længere tid til deres forskning, så de har en chance for at etablere sig i verdenseliten. Og så mener han også, at en hædersgave er en god anledning til en fest.

Førende på området
Prisen uddeles til fem af landets dygtigste yngre forskere, og prisen overrækkes torsdag ved en festlighed af H.K.H. Kronprinsesse Mary og Uddannelses- og forskningsminister Sofie Carsten Nielsen. Uddannelses- og forskningsministeriet argumenterer for at give Lasse Heje Pedersen prisen på følgende måde:

- Lasse Heje Pedersens forskning fokuserer på, hvordan markedsfriktioner påvirker prisen på finansielle aktiver. Det er et forskningsområde, der ikke er blevet mindre interessant efter den finansielle krise, der har haft vidtrækkende økonomiske samfundsmæssige konsekvenser. Lasse Heje Pedersen er en af verdens førende forskere på området. Eksempelvis har han vist, hvordan der kan opstå likviditetsspiraler. Hans forskning har endvidere været nævnt flere gange i forbindelse med motiveringen af Nobelprisen.

Erfaringsbaseret viden
Ph.d.-studerende, MSoc.Sc.SEM, ved Center for Global Strategic Responsiveness, Institut for International Økonomi og Virksomhedsledelse, Carsten Lund Pedersen modtager et Eliteforsk-rejsestipendie på 200.000 kr. Stipendiet gives til 20 talentfulde, unge ph.d.-studerende, så de kan henlægge deres studier til andre universiteter i en periode. Stipendiet er tildelt til hans forskning i at udnytte erfaringsbaseret viden fra frontmedarbejdere og kunder til at træffe strategiske beslutninger i en virksomhed.

Carsten Lund Pedersen regner med at bruge stipendiet til et ophold på Masachusetts Institute of Technology's Center for Collective Intelligence.

Pressekontakt

Mikael Koldby
Pressekonsulent
  3815 3722
  4020 4454

Firma

Copenhagen Business School
Solbjerg Plads 3
2000 Frederiksberg, Danmark

  2160 7717
  2160 7717

http://www.cbs.dk

Modtag nyheder fra Copenhagen Business School på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire