Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
18/03-16   -   Pressemeddelelse

Natteravnene står for tillid og tryghed og ønsker ikke at blive brugt som reference af Odins Soldater

Natteravnene er ansvarlige voksne, som skaber tryghed og livsglæde helt uden fordomme eller løftede pegefingre. Natteravnene ønsker under ingen omstændigheder at blive brugt som reference af Odins Soldater, som nu etablerer sig i Danmark med patruljering i større grupperinger.

Natteravnene er gennem 18 år blevet et symbol for tryghed og tillid i bybilledet i Danmark gennem en forebyggende, frivillig social indsats specielt blandt børn og unge i nattelivet. De unge siger det meget klart: "Natteravnene er som at have en ekstra ven med i byen".
"Det er fuldstændig forkert, når Odins Soldater i interviews og på sociale medier siger, at de er en slags Natteravne version 2.0. Der er ingen fællesnævnere mellem Natteravnene og Odins Soldater," siger Kim Hassø, leder af Natteravnenes Landssekretariat.
Natteravnenes Landssekretariat har talt med Odins Soldaters organisation, som har været imødekommende i forhold til ikke længere at sammenligne sig med Natteravnene hverken mundtligt eller skriftligt, og at de vil fjerne sammenligninger fra deres skriftlige materialer og på sociale medier, hvor det er teknisk muligt.

Natteravnene er ansvarlige voksne
Natteravnene er ansvarlige voksne, der fremstår som gode rollemodeller - uanset alder, køn, uddannelse, religion, politik eller etnisk baggrund. Natteravnene går ture iført synlige, gul beklædning - og altid i hold på tre personer. Natteravnene er bl.a. udstyret med bolsjer, første-hjælpstaske og masser af sund fornuft. Som Natteravn er man registreret i en lokalforening og skal gennemgå et grundkursus. Mange foreninger tilbyder desuden kurser i førstehjælp og konflikthåndtering.
Odins Soldater signalerer derimod andre motiver og bevæggrunde, og her ønsker Natteravnene ikke at blive brugt som sammenligningsgrundlag.

Ikke for folk, som søger spænding og dramatik
"Det er afgørende for vores indsats med at øge trygheden i det offentlige rum, at vi er troværdige voksne og neutrale. Natteravnene blander sig aldrig fysisk i konflikter, men kan råbe "stop nu" eller tilkalde politiet om nødvendigt. Men alene det, at Natteravnene er til stede har stor psykologisk effekt. Det er i sig selv med til at nedtrappe konflikter eller forhindre, at konflikten opstår. Natteravnene er ikke for folk, som søger 'spænding og dramatik'," siger Kim Hassø, og fremhæver den forebyggende effekt:
"Natteravnenes indsats er forebyggende. Det er meget livsbekræftende at være Natteravn og opleve, hvordan de unge hjælper hinanden i nattelivet og bruger Natteravnene som støtte. Vi lytter til både glæder og sorger og hjælper dem, der har fået for meget at drikke."

FAKTA
Natteravnenes princip er helt enkelt at hvis flere fornuftige, ansvarlige vokse er synlige i det offentlige rum, så vil det skabe mere tryghed. Den tanke har Natteravnene sat i system med faste regler og tæt lokalt samarbejde med kommuner, politi og SSP.

De 5 gyldne regler
· Natteravnene er synlige og observerer, de blander sig aldrig fysisk i uroligheder o.lign. - men tilkalder professionel hjælp om fornødent.
· Natteravnene går altid i hold på tre i den karakteristiske gule beklædning. Helst med deltagelse af begge køn og forskellig baggrund - også etnisk.
· Natteravnene færdes altid i det offentlige rum (på gaden, i bus eller tog)- aldrig inde, hvor de unge morer sig, i ungdomsklubber, værtshuse, diskoteker.
· Natteravnene giver sig tid til at lytte og tale med børn og unge - på de unges initiativ - men uden at yde egentlig rådgivning.
Det overlades efter situationen til professionelle i det lokale netværk eller de unges forældre, familie og bekendte.
· Natteravnene hjælper "forulykkede" børn og unge - helst gennem deres venner og familie. Holdet følger ikke nogen hjem alene og låner aldrig penge ud.

Pressekontakt


Firma

Natteravnenes Landskontor
Bygmestervej 10, 1. tv
2400 København NV, Danmark

  70 12 12 99
  70 12 12 99

http://www.natteravnene.dk

Modtag nyheder fra Natteravnene på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire