Den 1. april fik alle elever på Hune Friskole den positive nyhed, at de ville få hver sin iPad af skolen. Aprilsnar? Nej, den er såmænd god nok. Hune Friskole har besluttet at indføre den nyeste it-teknologi til undervisning af alle skolens elever. En iPad 2 fra "Apple" bliver indkøbt til alle elever, nuværende som kommende, ved skolestart 10. august.
"Beslutningen om at satse stort på it blev taget for at imødekomme det it-krav, der bliver stillet i dag og ikke mindst de krav, der vil blive stillet i fremtiden. Vi er nabo til skov og strand og bruger naturen meget, men vi er også klar over vigtigheden af at indlemme brugen af it og på den måde fremtidsikre skolen og vores elever", siger skoleleder Gitte Troelsgaard.
Hvorfor en iPad? "At valget faldt på iPad var åbenlys. Den er kompakt, hurtig, brugervenlig og har lang batteritid, alt sammen noget der er afgørende for at effektivisere undervisningen. I udlandet har man allerede med succes integreret iPad i undervisningen. Det vejer selvfølgelig også tungt at "Apple" er meget målrettet mod undervisningssektoren, hvilket giver en masse kreative muligheder, som er fuldt integreret i iPad'en. Computeren fylder heller ikke meget mere end to stykker rugbrød og kan tages med over alt", udtaler lærer og it-ansvarlig Jens Christian Ladekarl.
Motivation af eleven Brugen af it i undervisningen er også i høj grad med til at motivere elevernes indlæring. Unge i dag forbinder ofte computer med underholdning og sjov, og bruger den som en forlænget arm i fritid såvel som et værktøj i skolen. Eleverne er vant til at bruge nye teknologier, og finder det helt naturligt at benytte digitale medier. Skolen forventer også at brugen af iPads, med tiden, vil afløse den gammeldags lærebog. Noget som også flere forlag er opmærksomme på, og derfor er begyndt at fokusere mere på digitalt undervisningsmateriale. It i undervisningen giver også en lang række pædagogiske fordele for både svage og stærke elever.
Hune Friskole pionerer i Danmark. "Hune Friskole vil have samtlige klassetrin med på vognen. iPads'ene skal ikke være forbeholdt de store elever; brugen af iPads skal starte allerede i indskolingen", siger skoleleder Gitte Trolesgaard, men tilføjer dog, at børnene i denne aldersgruppe ikke får sin egen iPad med hjem, men kommer til at benytte et klassesæt. Elever fra 3. klasse til og med 9. klasse får deres egen iPad, som de disponerer over 24 timer i døgnet i hele skoleforløbet. "Og hvem ved, tanken om at børnehaven også kommer til at anvende iPad, er så absolut også en mulighed i nærmeste fremtid. Uanset, så gør vi med købet en stor investering, men vi er overbeviste om, at det er det helt rigtige at gøre", udtaler Gitte Troelsgaard.
Lidt om Hune Friskole & Børnehave Hune Friskole blev etableret 1996, da Hune skole lukkede. Det er en lille skole med et loft på 16 elever i hver klasse. Den har egen børnehave og SFO. Efter eget udsagn har Hune Friskole "højt til himlen og skov og strand i baghaven og tilbyder en tryg og mobbefri skole. Skolen har et ungt, dygtigt lærerteam, som garanterer høj faglighed med ligevægtet fokus på det kropslige, det kreative og det boglige - hvor især de to sidstnævnte vil komme til at integrere it. "For at tiltrække nye elever til skolen, tilbyder skolen, udover en iPad, desuden 3 måneders gratis prøvetid, så man selv kan komme og prøve, hvor fantastisk det er at gå på Hune Friskole! Ring til Hune Friskole på 98249255 eller gå ind på www.hunefriskole.dk, hvis I vil videre mere." afslutter skoleleder Gitte Troelsgaard.
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.