06/11-14
-
Pressemeddelelse
Opfindere, skal mindske vandskader i hjemmet
Sidste år blev hver sjette danske husstand ramt af en vandskade - og hvad enten årsagen er skybrud eller utætte vandrør, så er oversvømmede kældre og beskadigede ejendele ikke en sjov oplevelse at komme hjem til. Gennem en landsdækkende idékonkurrence inviterer Codan og Teknologisk Institut derfor alle danskere til at komme med bud på nye tiltag og opfindelser, der kan bruges til at mindske, udbedre og afhjælpe vandskader.
En robotstyret vandafleder med alarm eller et særlig godt materiale til at opsuge vand i kælderen - det er sådanne opfindelser, som Codan og Teknologisk Institut leder efter i en stor idékonkurrence, hvor alle danskere inviteres til at lægge hovederne i blød og byde ind med gode idéer, der kan mindske vandskader i hjemmet. Sidste år blev der nemlig registreret over 70.000 vandskader i husstande, hvilket svarer til 1 ud af 6 danske husstande. Der er derfor et stort behov for at finde innovative løsninger, der kan være med til at afhjælpe de mange vandskader.
"Skybrud og klimaforandringer er for alvor kommet på dagsordenen de seneste år, hvor boligejere har oplevet at stå i vand til knæene, og folk har mistet værdifulde ejendele i oversvømmede kældre. Derfor har Codan fokus på initiativer, som kan være med til at forebygge vejrrelaterede skader - det gælder blandt andet denne idékonkurrence sammen med Teknologisk Institut," siger Pernille Dahl som er produktspecialist hos Codan.
Men konkurrencen er ikke kun målrettet løsninger og idéer i forhold til vejrrelaterede udfordringer. For selvom dette udgør et stigende problem, så oplever mange danskere også at komme hjem til store vandskader som følge af utætte varme- og vandrør. Lige meget hvad årsagen til vandskaden er, så er én ting sikkert: vandskader er et kedeligt og ødelæggende bekendtskab.
"Med konkurrencen her arbejder vi med, hvordan borgeridéer kan bidrage til at løse eksisterende problemer og være med til at skabe værdi for samfundet. Det gælder såvel løsninger til sporing af utætte rør som tiltag omkring skybrudssikring af bygninger - og alt det ind imellem," tilføjer Kasper Birkeholm Munk fra Opfinderrådgivningen hos Teknologisk Institut.
Deltagerne i idékonkurrencen kan få hjælp til at videreudvikle deres idéer på en række workshops med eksperter fra Teknologisk Institut. Workshops afholdes i Aarhus og Taastrup den 12. november.
Om idékonkurrencen
Den landsdækkende idékonkurrence afholdes i samarbejde mellem Codan og Teknologisk Institut. Alle har mulighed for at deltage med deres egen idé. Idéen skal løse et problem forårsaget af vandskader som følge af rørskader eller kraftig regn. Det gælder såvel professionelle opfindere og fagfolk som boligejere, gør det selv-folk og alle andre, der går rundt med en god idé.
Idékonkurrencen løber indtil 1. december, hvor idéerne vil blive vurderet af et ekspertpanel fra Teknologisk Institut og Codan. Den enkelte idé vurderes blandt andet ud fra, om den hjælper flest mulige borgere, hvor ny idéen er, om det er muligt at realisere den, og om den har markedspotentiale. Hvis der er perspektiv nok i den vindende idé, kan den også blive realiseret med hjælp fra Opfinderrådgivningen hos Teknologisk Institut.
Som en del af konkurrencen inviteres deltagerne til workshops i Aarhus og Taastrup den 12. november, hvor det vil være muligt at få råd og vejledning fra en række eksperter fra Teknologisk Institut.
Kåringen af vinderen sker i januar 2015. Førstepræmien er et gavekort til en værdi af 6.000 kr., til Vulkan Rejser. Andenpræmien er et gavekort til et wellnessophold hos Hvidbjerg Strand i Danmark til en værdi af 3.000 kr. Tredjepræmien er et gavekort til Go Dream Oplevelsesgaver til en værdi af 1.500 kr.
Pressekontakt
Kia Høier Pedersen
CSR-ansvarlig
+45 30 37 85 28
Firma
Codan Forsikring A/S
Gammel Kongevej 60
1790 København V,
Danmark
30 37 75 20
30 37 75 20
http://www.codan.dk