25/11-04
-
Pressemeddelelse
Ingen udflagning af jobs i revisorbranchen ?
Martinsen i massiv ansættelse af unge mennesker.
Martinsen er et lokalt statsautoriseret revisionsfirma med afdelinger i Vejle, Kolding, Esbjerg, Vejen, Varde og Grindsted. Virksomheden har netop ansat 15 unge mennesker og flere nye er på vej.
"Mange virksomheder flytter jobs til udlandet i øjeblikket. Og det er i og for sig naturligt, at vi som nation flytter de arbejdspladser, der ikke er økonomi i at opretholde i Danmark til andre lande. Til gengæld skal vi sørge for at gøre en indsats for at bevare og udvikle de stillinger, der kræver særlige kompetencer og en langvarig uddannelse. Det er vigtigt, at vi formår at erstatte de mange jobs, der lige nu er på vej ud over landets grænser", udtaler statsautoriseret revisor Poul Erik Nielsen, Martinsen i Vejle.
"Derfor er vi glade for, at Martinsen er inde i en positiv udvikling, som betyder, at vi har brug for at ansætte flere. Hen over eftersommeren har vi nemlig kunnet byde velkommen til i alt 15 nye unge mennesker, som er startet i én af vore seks afdelinger. Hovedparten af de nye er startet som elever, men vi har også foretaget nyansættelser af revisorer, der har en årelang erfaring. Og oven i det søger vi i øjeblikket yderligere et antal elever".
Høj kompetence lokalt forankret "Men vi gennemfører naturligvis ikke disse ansættelser alene for at forbedre den danske nationaløkonomi", tilføjer statsautoriseret revisor Søren Rishøj, Martinsen i Esbjerg. "Som led i vores strategiske udvikling besluttede vi nemlig for et års tid siden, at vi fortsat ønsker at være vidensmæssigt velfunderede og kunne tilbyde vore kunder at trække på kompetencer, der som minimum er på niveau med det, de store kæder kan tilbyde. Vi har de forgangne år set en række fusioner og opkøb i revisorbranchen og det har den konsekvens, at stadig flere lokale revisorer er en del af disse kæder med hovedkontor i udlandet.
"Så selvom vi er små i sammenligning med disse store kæder, er det vigtigt for os, at vi sørger for at holde et højt fagligt niveau hos Martinsen. Og en del af den udvikling forudsætter, at vi er i stand til at tilføre nyt blod og dynamik til vore kontorer. Vi tror på, at vi, med den rette indstilling og tætte relationer til det lokale erhvervsliv, har en naturlig plads som modvægt til de internationale kæder. Hos os er vejen helt til ledelsen kort og man kan hurtigt få svar, hvis der er nogen spidsfindigheder, man er i tvivl om. Vi er godt 140 ansatte i Martinsen i alt. Det er nok til, at vi kan have specialister på en lang række områder".
En god størrelse
"Hovedparten af de opgaver vi udfører for vore kunder er regnskabsmæssig assistance, revision samt rådgivning. Det er noget alle har brug for og en service man forventer enhver revisor kan gennemføre fejlfrit. Men når der rejser sig komplekse regnskabstekniske eller skattemæssige spørgsmål, er det vigtigt, at vi giver vore kunder det rigtige svar - første gang. I sådanne sammenhænge er der ikke plads til fejltagelser og vores størrelse betyder, at vi kan have eksperter på alle de felter, der er relevante for vore kunder. Og med alt det nye blod vi får ombord nu, vil vi være i stand til at fastholde og udvikle vore kompetencer også i fremtiden", runder Erik Nielsen af.
Relevant information
http://
Firma
Thy Communication ApS
Bramdrupvej 24, Gravens
6040 Egtved,
Danmark
40 68 33 34
40 68 33 34
http://www.signmyroom.dk