22/12-11
-
Pressemeddelelse
Eksotiske restauranter scorer gæsterne efter jul
Den fede julemad sætter ikke kun sine spor på vores fysiske fremtoning, men i høj grad også på vores spisepræferencer i tiden efter jul - dansk mad er yt - kinesisk, thai, indisk og sushi er in. Det viser tal fra Danmarks største last-minute booking hjemmeside i restaurationsbranchen, Restaurant 2 Night, som hver måned sender mere end 5000 restaurantgæster ud at spise på over 100 af landets restauranter.
Slut med fed julemad
"Vi oplever en stor stigning i antallet af reservationer til det, man kan kalde de eksotiske restauranter i perioden efter jul. Faktisk så viser tal fra 2010, at antallet af reservationer hos asiatiske og indiske spisesteder steg med 65 % i perioden 26. december - 15. januar i forhold til antallet af reservationer hos de samme restauranter før jul. Omvendt oplevede vi samtidig et lille fald i antallet af reservationer hos de danske og franske spisesteder", siger Christian Tauby fra Restaurant 2 Night. Han forventer, at dette billede vil gentage sig i år, og mener, at det især skyldes to ting.
"For det første har mange fået nok af den fede julemad og søger derfor efter fedtfattige alternativer som det kinesiske eller thailandske køkken". Den anden grund, tror han, er, at disse køkkener repræsenterer et prisvenligt alternativ, som passer rigtig godt til de mange privatkonti, der er lidt pressede efter julens mange indkøb. "Gennem vores website kan man for omkring 100 kr. spise på en lækker indisk eller en kinesisk restaurant, hvilket jo nærmest er samme pris, som man giver for middelmådig take away, og det tror jeg, at mange vælger i dagene efter jul, hvor man har brugt så meget tid i køkkenet".
Restauratørerne glæder sig
Hos den populære indiske restaurant Al-diwan på Vesterbrogade kan man også godt mærke, at folks interesse for den krydrede mad stiger igen efter en december fyldt med traditionel julemad. "Selvom nogle mennesker gerne vil holde en alternativ julefrokost, så får vi lidt færre gæster op til jul, men når julen så er overstået, kommer de i den grad tilbage. Folk er vel blevet trætte af al den flæskesteg og frikadeller", siger restaurantens indehaver Abid Mushtaque med et smil på læben. Han er glad for, at flere og flere tør udfordre deres smagsløg med den krydrede mad og ser frem til et stort antal flæskestegs-trætte gæster i dagene efter jul.
Sushi er et populært alternativ til nytårstorsken
Stadig flere vælger alternativer til den traditionelle nytårstorsk. Det er alt fra italienske festmåltider, franske gourmetmenuer og ikke mindst det helt store hit; Sushi. Hos Restaurant 2 Night har den store sushi-efterspørgsel til nytårsmiddagen resulteret i, at man er gået sammen med en af Københavns bedste sushirestauranter, Sushitreat FOX, og lavet et særligt tilbud på take away sushi, som kan afhentes nytårsdag.
"Sidste år var der så mange, der gerne ville have sushi nytårsaften, at vi i år har lavet et sushitilbud i samarbejde med vores bedst anmeldte sushirestaurant. Man kan altså bestille sin sushimenu i dag og aftente den nytårsdag", siger Christian Tauby.
Hvad enten man er til den traditionelle nytårstorsk eller moderne og eksotiske alternativer, giver rigtig mange restauranter netop i disse dage deres bud på en lækker nytårsmenu, som man kan nyde enten hos restauranten eller som take away i hjemlige rammer. Velbekomme!
Om Restaurant 2 Night
Restaurant 2 Night (www.r2n.dk), som udtaler sig i artiklen, er et iværksætterinitiativ fra 2009, som har overført principperne fra afbudsrejser til restaurationsbranchen og giver således dagligt gode tilbud på aftenens ledige borde hos et stort udvalg af spisesteder i Danmark. Virksomheden har vundet iværksætterprisen Best of the Best, været finalist til Frederiksberg Erhvervspris 2011 som første website nogensinde og er netop nu nomineret til Frederiksberg Iværksætterpris 2012.
Restarant 2 Night er en del af Copenhagen School of Entrepreneurship, som er det samlende sted for studerende, undervisere, forskere samt erhvervsliv, som har en reel interesse i tværfaglig, praktisk og vidensbaseret entreprenørskab.
Facebook: http://www.facebook.com/restaurant2night
Relevant information
http://www.r2n.dk
Firma
Restaurant 2 Night ApS
Howitzvej 60, 1.sal
2000 Frederiksberg,
Danmark
30 95 00 29
30 95 00 29
http://www.r2n.dk/