09/01-12
-
Pressemeddelelse
Slagelse på det kunstneriske verdenskort
Langt fra det konventionelle og med spontaniteten legende i hvert et penselstrøg.
Den altid udfordrende og eksperimenterende kunstner - Peter Skovgaard, kan opleves i Slagelse.
Den århusianske kunstner har aldrig været en del af det forudsigelige, hvilket har været med til at sikre ham kunstnerisk succes i det meste af verden. Han har samarbejdet med nogle af Danmarks førende arkitekter om udsmykning af byggerier og firmadomiciler, og i øjeblikket udstiller han på Galerie Ulf Saupe i Berlin.
Selv kalder Peter Skovgaard sig spontan ekspressionist med en forkærlighed for farver. Ikke de klare, rene farver, men de afdæmpede og behagelige; en opblanding der afspejler kunstnerens egne følelser, og det humør han befinder sig i.
Take it or leave it
Umiddelbart er der langt fra Peter Skovgaards atelier, i det kunstneriske minefelt Kreutzberg, i Berlin til et galleri i provinsbyen, Slagelse, men ikke desto mindre præsenterer Kunstgalleriet Slagelse en udstilling med 20 større malerier og en del indrammede parafraser.
Parafraserne (fri bearbejdning af anden kunstners værk)er skabt på originale dokumenter fra en dansk agent i Bordeaux i Frankrig under 1. Verdenskrig, og Peter Skovgaard har ladet sig fascinere af den fine gamle håndskrift, skrivemaskinernes typografi og ikke mindst de smukke arkivalier.
Malerierne er som et digt, hvis eneste intention er at afprøve mulighederne med de sproglige lyde. De lægger ikke op til tolkning og ønsker det heller ikke. Du kan lege med eller vende ryggen til. Take it or leave it!
De store satsninger
Kunstneren selv tager også turen fra sit elskede Berlin til Slagelse for at deltage i ferniseringen den 14. januar, hvorefter han trygt efterlader sine værker i galleriets varetægt.
Det er nu heller ikke første gang at provinsgalleriet overrasker og tager store chancer.
I 2010 blev der tænkt ud af rammerne og satset stort, da Kunstgalleriet arrangerede én af de største Salvador Dalà salgsudstillinger der er set i Danmark, hvor mere end 10.000 besøgende, på en måned, besøgte galleriet.
Efter Dali, der for alvor satte Slagelse og Kunstgalleriet på det kunstneriske landkort, blev der fulgt op med farverige udstillinger med kunstnere som Yoshio Nakajima, Jørgen Nash, Lis Zwick, Josep Bonet og ikke tidligere udstillede værker af cobrakunstneren Egill Jacobsen samt den seneste udstilling med fortællende værker af Esben Hanefelt Kristensen. Fra på lørdag den 14. januar er det så Peter Skovgaards samtidskunst (contemporary art), der kan opleves frem til 4. februar 2012 i Kunstgalleriet Slagelse, Bredegade 4, Slagelse.
kort:
Vil du lege med...?
Langt fra det konventionelle og med spontaniteten legende i hvert et penselstrøg.
Peter Skovgaard udfordrer og eksperimenterer.
Umiddelbart er der langt fra Peter Skovgaards atelier, i det kunstneriske minefelt Kreutzberg, i Berlin til et galleri i provinsbyen, Slagelse, men ikke desto mindre præsenterer Kunstgalleriet Slagelse, fra den 14. januar, en udstilling med 20 større malerier og en del indrammede parafraser.
Parafraserne (fri bearbejdning af anden kunstners værk) er skabt på originale dokumenter fra en dansk agent i Bordeaux i Frankrig under 1. Verdenskrig, og Peter Skovgaard har ladet sig fascinere af den fine gamle håndskrift, skrivemaskinernes typografi og ikke mindst de smukke arkivalier.
Malerierne er som et digt, hvis eneste intention er at afprøve mulighederne med de sproglige lyde. De lægger ikke op til tolkning og ønsker det heller ikke. Du kan lege med eller vende ryggen til.
Billeder kan downloades her: http://crela.smugmug.com/Art/Peter-Skovgaard/20914080_w9sHsX
Yderligere information: Claus Frederiksen
Relevant information
http://www.kunstgalleriet.dk