Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
07/11-06   -   Pressemeddelelse

Carlsbergs ufine forretningsmetoder

"Carlsberg afviser ufine forretningsmetoder. Virksomheden bag energidrikken Cult anklager Carlsberg for at snylte og bruge ufine markedsføringskneb. Carlsberg afviser kritikken."

Sådan skrev Ritzau i går, mandag d. 6. november, med Carlsbergs informationschef Jens Bekke som kilde. I dag sidder indehaveren af det lille firma Cult, Brian Sørensen, og undrer sig over den udtalelse:

"Hvis det, vi bliver udsat for fra Carlsbergs side, er deres såkaldte fine metoder, så kan jeg kun gisne om, hvad Carlsbergs ufine metoder går ud på."

Her er blot nogle eksempler på Carlsbergs "fine" metoder:

I perioden, hvor Carlsberg, med Danmarks største styrke på 112 sælgere, står for salget og distributionen af Cult, går det jævnt tilbage. Da Cult ansætter sine egne, kun 7 sælgere fra Salesteam Scandinavia ApS, er der atter fremgang.

Ifølge kontrakten mellem Carlsberg og Cult, skal Carlsberg have så store lagre, at der ikke kan forekomme udsolgt situationer. Alligevel forekommer disse fire gange på bare ni uger, hos Cults allerstørste kunder, og uden at Carlsberg orienterer Cult om det. Cult finder kun ud af det, fordi vrede kunder kontakter Cult. Med en opringning fra Carlsberg kunne Cult have afhjulpet situationen.

I kølvandet på udsolgt situationerne hæver Carlsberg sin indtjening for at distribuere Cult med hele 24 procent. Denne prisstigning er i både i strid med kontrakten og Cult's ønsker.

Cult oplever ligeledes at Carlsberg i en række tilfælde bryder aftalen om at Cult, som et convenience produkt, skal stå i Carlsbergs køleskabe i butikker og restaurationer.

Efter dette, ser Cult ser sig nødsaget til at opsige distributionsaftalen med Carlsberg, og det resulterer i endnu flere "fine" metoder fra Carlsberg.

Carlsberg skal, ifølge ophørsaftalen, henvise kunder, der spørger efter Cult, til firmaets hjemmeside www.Cult.dk, men en række båndede kontrolopringninger, som Cult, TV2 og Carlsbergs kunder har foretaget, viser, at Carlsberg bryder aftalen, ved ikke at henvise til Cult. Tværtimod giver Carlsbergs telesælgere indtryk af, at produktet er helt udgået af markedet. I stedet promoverer Carlsbergs telemedarbejdere, deres egen nye energidrik Burn fra Coca-Cola. Denne adfærd fortsætter også efter Cults advokat skriftligt har gjort opmærksom på problemet, og at Carlsbergs advokat, Henrik Fastholm, skriftligt har meddelt, at aftalen vil blive indskærpet overfor medarbejderne.

Mange i restaurationsbranchen og detailhandelen frygter Carlsberg, og tør ikke stå frem i pressen, men indehaveren af Cafe Slyngborg i Randers, Lars Frank og Dennis Kold, der er indkøbsansvarlig på diskotek Buddy Holly i Hjørring, er blandt de mange, der fejlagtigt har fået at vide, at Cult er udgået, når de ringer til Carlsberg.

Efter aftalen mellem Cult og Carlsberg er ophørt har Morten Weng fra diskotek One i Fredericia oplevet at Carlsbergs sælgere krævede, at han, stik imod EU's konkurrenceregler, bad ham om at fjerne de Cult, der var i Carlsbergs køleskabe, ellers ville Carlsberg komme og tage alle hans køleskabe.

Rundt omkring på landets tankstationer har Carlsbergs sælgere på alle mulige kreative måder forsøgt at skjule Cult's produkter. F.eks. ved at sætte Burn dåser foran eller ved opsætte reklamemateriale, så Cults produkter bliver usynlige. Dette har Cult et omfattende billedmateriale, der dokumenterer.

Den 19.10.06 havde Cult en aftale med Amager Bio/ Amager Kulturpunkt om et promotion arrangement, men tre uger før arrangementet skulle afholdes, aflyste kontaktpersonen på stedet, dette arrangement. Hans største kunde Carlsberg, ønskede at afholde arrangementet med det nye produkt Burn, fra Coca-Cola, og det fandt sted på den selv samme dato.

Carlsberg har, mens de har distribueret Cult, kendt alt til Cult´s budgetter, salgstal per kunde, markedsføringsplaner, kampagner og nye tiltag. Carlsberg kender endvidere Cult´s markedsføringsplaner for resten af året 2006. Denne viden har Carlsberg udnyttet til at lancere sin egen energidrik Burn. Burn er et plagiat af Cult og Carlsberg/Coca Cola har kopieret Cult´s markedsføring til mindste detalje. De har valgt den samme dåse, med de samme farver, et navn der ligner Cult (4 bogstaver med vokalen "u" som det andet og bærende bogstav), samme slags vareprøver på diskotekerne med piger i samme toppe, svedarmbånd, tatoveringer og bilen "Hummer2" i markedsføringen.

Endvidere markedsfører Carlsberg nu sit nye produkt overfor detailhandel og restaurationsbranchen til nøjagtig den indkøbspris som Cult havde, før Carlsberg hævede prisen på Cult.

I TV2's udsendelse "Dags Dato" søndag d. 05.11.2006 fremsatte Carlsbergs adm. direktør Jens Tholstrup, desuden i et direkte interview, en række ukorrekte påstande. Indslaget kan ses på www.sputnik.dk

Jørn Tholstrup Rohde:
(om Carlsbergs medarbejdere, der ikke at henviser Cult's hjemmeside):....det er selvfølgelig ærgerligt, at det er sket i enkelte tilfælde.

Brian Sørensens kommentar:
- Det er ikke bare sket i enkelte tilfælde. Vi har ca. 40 mails fra kunder, båndede telefonsamtaler og vidner, der kan bekræfte, at der ikke er tale om enkeltstående tilfælde. At problemet er massivt , det vidste Carlsberg udmærket før dette interview. Det står jo også i det brev, de har fået fra vores advokat.

Jørn Tholstrup Rohde:
(om. at skrive ud til kunderne)
...det er en anden del i vores aftale, hvor der står vi skal skrive til alle vores kunder, at vores samarbejdsaftale er ophørt, og at de nu skal købe varerne hos Cult. Det har vi gjort.

Brian Sørensens kommentar:
Carlsberg har ikke skrevet ud til alle kunderne, som Tholstrup påstår. De har skrevet ud til 116 kunder ud af mere end 4200, der har et kundenummer til Carlsberg, og mange af disse kunder har aldrig fået et brev. Det gælder f.eks. Lars Frank, fra Cafe Slyngborg i Randers. Til gengæld har kunder, som vi aldrig har handlet med, som f.eks. Hundested Fiskeimport, fået et brev.

Jørn Tholstrup Rohde:
Vi har forhandlet deres (Cult´s ) produkter med dem i 2,5 år og har faktisk udviklet salget så meget, at det er steget med 37 procent her i 2006 i forhold til 2005.

Brian Sørensens kommentar:
Mens Carlsberg stod for slaget med sine ca. 112 sælgere, gik det kun tilbage for Cult, men da vi selv engagerede 7 sælgere fra Salesteam Scandinavia, så udviklede salget sig positivt. Carlsberg har altså ikke nogen andel i væksten i 2006.

Jørn Tholstrup Rohde:
(...om Burns kopiering af Cult's markedsføring).
......nej vi kopierer ikke deres markedsføringskampagne. Den kampagne der er lavet for Burn er en international kampagne som Coca-Cola ruller ud over det meste af verden.

Brian Sørensens kommentar:
Uanset hvad, så kom Cult på markedet i 1998 - adskillige år før der overhovedet var tænkt på Burn. Og den måde som man har markedsført Burn på i Danmark, adskiller sig en del fra markedsføringen i de andre lande. I modsætning til i andre lande i Europa, har man har brugt nøjagtigt de samme toppe, biler, svedbånd, tatoveringer osv. som Cult har anvendt i årevis. Endvidere findes Burn ikke i det meste af verden. F.eks. er det en lille producent i North-Carolina, der producerer en energidrik under navnet Burn i USA, og Coca-Cola har da heller ikke rettighederne til navnet i USA, men måske har Coca-Cola hentet inspirationen til produktet fra den lille producent. Tanken er nærliggende.

Relevant information

http://www.cult.dk


Pressekontakt


Firma

Cult Scandinavia ApS
Badstuegade 5 - 7
8000 Aarhus C, Danmark

  70 20 73 71
  70 20 73 71

http://www.cult.dk

Modtag nyheder fra Cult Scandinavia ApS på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater