19/09-06
-
Pressemeddelelse
Forældrene i Århus siger NEJ
Det er alment kendt, at det er lettere at stjæle slik fra børn, end fra voksne... Denne erkendelse har borgmesteren og et stort flertal af byrådet tilsyneladende også gjort, da de skulle eksekvere den besparelse på 410 mio. som regeringen havde pålagt dem. Derfor valgte de at hente ikke mindre end 30% af den enorme besparelse på netop børne- og ungeområdet. For børn har jo ikke stemmeret!
Men stadig flere forældre har meldt sig under fanerne i kampen mod det frontalangreb på børne- og ungeområdet, som er resultatet af byrådets budgetforlig. Hverken ansatte eller forældre kan se fornuften og rimeligheden i at lade børne- og ungeområdet trække læsset, når regeringens besparelser skal omsættes til praktisk politik og kommunale budgetter.
Senest har en stor gruppe forældre til børn på den integrerede institution Bodøgården således besluttet at støtte kampen for et ordentligt pasningstilbud til deres børn. Det betyder at institutionen vil være blokeret fra tirsdag morgen den 19/8. Institutionen som ligger på Bodøvej 96 i Århus nord, har plads til børn lige fra vuggestue og børnehave til fritidshjem og klub, derfor får blokaden stor betydning for mange ansatte, børn og forældre.
Der vil være lignende aktioner i hele kommunen og aktiviteterne bliver koordineret af et forældreinitiativ som arbejder under parolen "Tag ansvar!". Hvis du vil vide mere om aktiviteterne, kan du besøge http://blog.myspace.com/tagansvar eller skrive til tagansvar@stofanet.dk
Relevant information
http://blog.myspace.com/tagansvar