Overbevisende vækst og evnen til at drive en etisk funderet franchiseorganisation gav i år Skousen Husholdningsmaskiner Franchiseprisen 2008. Dermed kommer virksomheden i selskab med BoConcept, HTH Køkkener, IC Companys, Bianco og Kvik, som tidligere har vundet prisen.
Med vækst i resultat, omsætning og antal enheder er Skousen Husholdningsmaskiner A/S et klart bevis på potentialet i franchising som forretningsform.
”Skousen er et fornemt eksempel på, at franchising er en meget effektiv forretningsform. Virksomheden drives med helhjertet anerkendelse af den enkelte franchisetager, og et ligeværdigt partnerskab mellem franchisegiver og franchisetagere. Hos Skousen har franchisegiver og franchisetager i fællesskab skabt væksten og bevist, at franchising er en meget effektiv og profitabel forretningsform for begge parter. De har virkelig fortjent Franchiseprisen 2008” siger Inger Fredsted, der er formand for Franchiseforeningen.
Skousen har som erklæret mål, at der skal være højst 25 kilometer til den nærmeste Skousen butik. Det betyder, at de nuværende 74 butikker i løbet af de næste to år skal blive til 84.
”Vi arbejder hver dag for, at kunderne skal have den bedste handel, når de vælger Skousen. Vi ser i virkeligheden prisen som et udtryk for, at vi lykkes med netop dette”, siger Jørgen Stensgaard, direktør i Skousen.
Årets vinder af Franchiseprisen glæder sig over anerkendelsen fra Franchiseforeningen, og fremhæver, at æren skal deles med både hovedkontoret og de selvstændige franchisetagere.
”Franchising skaber et utroligt stærkt partnerskab mellem os som ejeren af systemet og de selvstændige franchisetagere, som driver de fleste af vores butikker. Vores vækst er et resultat af det stærke partnerskab, som franchising skaber,” siger Jørgen Stensgaard.
Uddelt på franchisekonference
Franchiseprisen blev uddelt torsdag som afslutning på den årlige Franchisekonference, der afholdes i samarbejde mellem Dansk Erhverv, Franchiseforeningen og Dagbladet Børsen. Det var i år sjette gang konferencen samlede de førende aktører inden for franchisemiljøet i Danmark, og interessen for franchising er steget støt siden første konference.
”Franchiseforeningen oplever en stigende interesse for franchising som forretningsform. Med den årlige konference sætter vi positivt fokus på franchising, og udbreder kendskabet til god franchising,” fortæller Inger Fredsted.
Foreningen introducerede for et par år siden en certificeringsproces, der giver medlemmerne mulighed for at synliggøre deres brug af god franchising. Certificeringen er et blåt stempel, som kun gives til virksomheder, der blandt andet opfylder de internationale etiske regler for franchising.
”God franchising er funderet i internationalt anerkendte etiske regler, som også er forudsætningen for at blive certificeret af Franchiseforeningen. Med årets franchisepris har vi valgt at sætte fokus på netop certificeringen, og derfor er Skousen valgt i konkurrence med de øvrige 17 danske virksomheder, der har opnået certificering af Franchiseforeningen,” siger Inger Fredsted.
Netop valget blandt de certificerede franchisevirksomheder gør Jørgen Stensgaard ekstra stolt over prisen.
”De certificerede har alle været gennem en krævende proces, som blandt andet indebærer, at vi skal dokumentere franchisesystemets skalerbarhed og vores opfyldelse af de etiske regler. Derfor føler vi, at vi er udvalgt blandt eliten af dansk franchising,” siger Jørgen Stensgaard.
Fakta om Skousen Husholdningsmaskiner A/S
Skousen Husholdningsmaskiner A/S blev grundlagt i Vojens i 1957 af Preben Skousen og er fortsat i Skousen-familiens eje. Skousen Husholdningsmaskiner er siden starten vokset støt og har nu 74 butikker fordelt over hele Danmark. Skousen beskæftiger i alt 450 medarbejdere og har som målsætning at være den førende lokale hårde hvidevarespecialist i Danmark samt landsdækkende inden for både salg og servicering af hårde hvidevarer. Skousen Husholdningsmaskiner A/S blev som en af de første danske detail-kæder i 2005 certificeret af Dansk Franchise Forening (DFF).
Om Franchiseprisen 2008
”Best practice” i franchising præsenteres årligt med uddelingen af ”Franchiseprisen”. Kriterier for at blive årets franchisegiver og få ”Franchisesprisen 2008” er:
o Certificeret efter ”Etiske regler for Franchising”
o Franchisesystemets skalé;rbarhed
o Vækst i antal franchiseenheder i 2007
o Rentabel vækst i omsætningen i 2007
Tidligere års vindere:
o 2003 HTH Køkkener A/S
o 2004 Bianco Denmark A/S
o 2005 IC Companys A/S
o 2006 Kvik A/S
o 2007 Bo Concept A/S
Certificerede franchisesystemer i Danmark:
o Bianco Danmark A/S
o BoConcept A/S
o Chicago Roast House Danmark A/S
o Dansk Automatspil A/S
o Dansk Indkøb A/S
o Deres Design A/S
o Hjem-Is A/S
o HTH Køkkener A/S
o IC Companys A/S
o Inbohome A.m.b.a.
o Kvik A/S
o Modulex Danmark A/S
o Scandlife Danmark Aps.
o SHARE Retail A/S
o Skousen Husholdningsmaskiner A/S
o Sonofon Partner A/S
o Thiele A/S
o Trip Trap A/S