30/03-09
-
Pressemeddelelse
Xtreme Mandehørm indtager Århus og Odense
Uvejsomt terræn, vandløb og mudderhuller. Det halsbrækkende terrænløb Xtreme Mandehørm breder sig i 2009 fra Fredensborg til Odense og Århus. Tilmeldingen åbner onsdag den 1. april - og det er ikke nogen aprilsnar!
Mænd, som har set misundelige til, når konen eller kæresten har deltaget i ét af de mange flotte kvindeløb rundt i Danmark, kan nu sige: så tager far til Xtreme Mandehørm!
I 2008 arrangerede Fredensborg Atletik Klub (Fredensborg AK) den første udgave af Xtreme Mandehørm i Danmark. Og det var en kæmpe succes: 1100 startnumrene blev revet væk og udsolgt på rekordtid.
Løbet er kommet for at blive, og nu har Fredensborg AK allieret sig med Dansk Firmaidrætsforbund. I samarbejde med Fredensborg AK har firmaidrætten taget fat på at gøre løbet til et landsdækkende tilbud.
Lørdag den 10. oktober 2009 går det løs. I Fredensborg fortsat med Fredensborg AK, ligesom sidste år - og i Odense og Århus, hvor det er firmaidrættens lokale foreninger, der står bag de praktiske løjer.
I Xtreme Mandehørm får mændene chancen for at realisere drømmen om mandehygge på deres helt egne præmisser. Konceptet giver en særlig mandeoplevelse med ekstrem cross country løb, Oktoberfest efter løbet med fadbamser, masser af mad, underholdning og meget mere mandehørm.
Der skal tilbagelægges cirka 12 km i uvejsomt terræn med mange forhindringer, hvor naturen er brugt som udfordring med vandløb og mudderhuller. De steder, hvor naturen ikke byder på forhindringer, der er vanskelige nok, bygger arrangørerne selv nogen. Elektriske hegn, "kravlegårde", noget der ligner hustage og andre teknisk vanskelige forhindringer skal forceres, før man kan løbe i mål, udmattet og klar til en afvaskning med den kolde haveslange i målområdet - inden turen går videre til et varmt og velfortjent bad. Og Oktoberfesten, selvfølgelig.
Helt præcist hvordan ruten ser ud i tre løbsbyer, og hvor den er lagt, ved kun arrangørerne. Det forbliver en hemmelighed. Løbet bliver skudt i gang med et kæmpe brag, og så afslører vi ikke mere om den sag.
Arrangørerne forventer, at der igen i år bliver udsolgt på rekordtid. I Fredensborg er der plads til 1500, i Århus 1000, og i Odense hedder det maksimale deltagerantal også 1000. Så det er "først til mølle" på www.mandehorm.dk. Tilmeldingen åbner den 1. april, så det er om at komme til tasterne for at sikre sig en plads.
Relevant information
http://www.mandehorm.dk
Firma
Fredensborg Atletik Klub
Storebæltsvej 11
5800 Nyborg,
Danmark
26 30 06 04
26 30 06 04
http://www.mandehorm.dk