03/07-09
-
Pressemeddelelse
SP-pengene vækker de dårlige betalere
Hos Danmarks næststørste skyldnerregister, Debitor Registret, oplever man lige nu stor travlhed som følge af SP-pengenes frigivelse. Antallet af registrerede dårlige betalere, der tager kontakt til registret for at få et overblik over deres gæld, er fordoblet sammenlignet med samme periode sidste år.
For mange danskere betyder SP-pengene, at vaskemaskine, tørretumbler eller fjernsyn står for udskiftning. Med SP-checken har de nu til udbetalingen, men ofte er der brug for et mindre tillægslån. I den situation bliver mange mødt med beskeden om, at de er registrerede hos Debitor Registret, og at de derfor skal betale den gamle gæld, inden de kan gennemføre handlen eller optage lånet.
- Rigtigt mange af de registrerede dårlige betalere er gode til at glemme, at de skylder penge. Først når de bliver nægtet at købe mere, tager de gælden alvorligt. På den måde er SP-pengene faktisk medvirkende til, at mange dårlige betalere i disse dage bliver slettet fra vores register, forklarer Birger Baylund, der er adm. direktør i Debitor Registret.
Debitor Registret modtager derfor i disse dage massevis af henvendelser fra dårlige betalere, der ønsker et overblik over, hvem og hvor de skylder.
Stadigt flere dårlige betalere afvikler deres gæld
Det stigende antal dårlige betalere, der bliver gjort opmærksom på - og siden afvikler - deres gæld, betyder, at Debitor Registret i første halvår af 2009 har kunnet slette hele 23.000 dårligere betalere fra registret - mod bare 19.000 slettede i samme periode sidste år.
- Det er naturligvis positivt for alle, at så mange dårlige betalere får afviklet deres gæld. Dels får kreditorerne deres penge, dels får den enkelte igen mulighed for at optage lån eller fx købe en ny mobiltelefon, hvilket forhåbentlig giver mere gang i økonomien, konstaterer Birger Baylund.
29.000 nye dårlige betalere siden 1. januar
Selvom 23.000 dårlige betalere er blevet slettet fra registret i år, vokser registret dog stadig støt.
- Vi har registreret 29.000 nye dårlige betalere siden 1. januar. Det giver en nettotilgang på 6.000 dårlige betalere i første halvår af 2009. Dertil kommer, at fogeden er ved at drukne i sager i øjeblikket. Og det vil betyde mange nye registreringer, når den nuværende pukkel af sager er arbejdet ned. En fogedrets-dom vil nemlig i langt de fleste tilfælde betyde, at der er grundlag for indberetning til Debitor Registret, vurderer Birger Baylund.
Dystre prognoser
Årsagerne til de mange nye registreringer er dels den dårlige økonomi, dels at der hver eneste dag i gennemsnit er fem nye virksomheder, der lader deres inkassosager indberette til Debitor Registret.
- Der er desværre ikke noget, der tyder på, at tingene vender lige foreløbig. Vores prognose siger, at der vil komme minimum 12.000 flere dårlige betalere til i andet halvår 2009. Vores skyldnerindeks er allerede nu oppe på 134 - mod 127 ved årsskiftet, og vi forventer, at det vil stige til ca. 146 inden årets udgang, slutter Birger Baylund.
Se udviklingen i Debitor Registrets skyldnerindeks
Om Debitor Registret
Debitor Registret A/S er Danmarks næststørste skyldnerregister med indberetninger fra flere end 13.500 virksomheder. Debitor Registret blev oprettet i 2004 og er i dag markedsførende i flere brancher, som f.eks. tele- og hurtiglånsbranchen. Debitor Registret er siden den 1. april 2009 medejere i CDS Group A/S.
Debitor Registret registrerer både private og virksomheder. For at blive indberettet til Debitor Registret, skal der være tale om en samlet gæld på over 1.000 kr., man skal skriftligt have erkendt den overforfaldne gæld, eller der skal være taget retsligt skridt i sagen. Datatilsynet sikrer, at lovgivningen på området overholdes.
Flere end 300.000 private danskere og 28.000 virksomheder har hidtil været i kontakt med Debitor Registret.
Relevant information
http://www.registret.dk