11/02-11
-
Pressemeddelelse
LADY SINGS THE BLUES - en udstilling med hår på brystet
Separatudstilling af væveren Ane Henriksen
Kunstindustrimuseet 18. marts - 7. august 2011
Behåret mandebryst, eksistentiel nøgenhed og selvoptaget kropsfiksering er centrale temaer på udstillingen Lady Sings the Blues, hvor billedvæveren Ane Henriksen har taget den moderne kvindes eksistentielle og spirituelle søgen under behandling. Udstillingen viser et udvalg af skitser, digitaltryk, porcelænsplatter og vævede billeder.
Eksistentiel rejse
Lady Sings The Blues er en slags private rejsenoter - en registrering af stærke følelser som ensomhed, tvivl, håb og forløsning. Udstillingen bygger bro mellem en personlig og en fællesmenneskelig erfaring og Ane Henriksen gør flittigt brug af kroppen som symbolsk motiv.
Reference til 70'ernes feministiske kunst
Ane Henriksens værker har, med deres rå brutalitet og kropslighed, tydelige referencer til 70'ernes feministiske kunst. Men snarere end et kønspolitisk manifest handler hendes værker i højere grad om en eksistentiel smerte set gennem et køn. Lady Sings the Blues handler om det, vi er allermest bange for: Den grundlæggende, eksistentielle angst for at miste os selv og blive væk i verden.
Selvironi og humor
Men Ane Henriksens eksistentielle rejse er også iblandet humor, hvilket bl.a. kommer til udtryk i udstillingens hovedværk "Et Svøberum" (2010-11). Her kommer den modne kvindes erfaring til udtryk med humoristisk distance. Al den søgen, al den længsel og kropslige sansning er nu vendt til både kærlig selvironi og samfundsmæssig refleksion. Det behårede mandebryst dyrkes som et næsten religiøst ikon eller et nadverbillede.
Om Ane Henriksen
Siden debuten på Kunstnernes Efterårsudstilling i 1983 med billedvævningen 'Bunker' fra Hanstholm har Ane Henriksen været en sand fornyer af dansk billedvævning, som siden 1960'erne var inde i et opbrud med den traditionelle gobelinvævning. Frem til i dag har Ane Henriksen arbejdet med serier af billedvævninger, hvor hun har udforsket temaer, der spænder fra 'I Planteriget', 'Husflid', 'Opløsning - Forvandling' og 'Ligklæder' til 'Thy Kvadrater'. Fra de seneste år findes de både alvorlige og humoristiske digitalprintede 'Kvindesvøb' og de nye store vævninger, som kan ses på udstillingen Lady Sings the Blues, hvor det autentiske materiale indgår i selve fortællingen - set fra kvindevinkel.
Du finder udstillingen Lady Sings the Blues i et af Kunstindustrimuseets lange 9-fagsrum og du kan læse mere om den i et rigt illustreret katalog med tekster af Bodil Busk Laursen, Louise Mazanti og Jette Hartvig. Vejledende pris: 95 kr.
Relevant information
http://www.kunstindustrimuseet.dk