16/05-13
-
Pressemeddelelse
En sky af blomstrende træer midt i København
Så blev det endelig forår - og for alle københavnere, der har ventet i spænding på det færdige resultat af de omfattende belægningsarbejder ved Vartov, var det værd at vente på. Belægningen stod færdige sidste sommer, men det var først i november, at den lille lund af fuglekirsebærtræer kunne komme i jorden og altså først i dette forår, at de står i fuldt flor for første gang.
Det er jo noget af en nytænkning at lave en lille lund midt på et af landets mest befærdede steder, men måske netop derfor, at forslaget i sin tid vandt den stort anlagte arkitektkonkurrence med deltagelse fra flere internationale arkitekttegnestuer. Det blev det irske firma Hackett Hall McKnight Architects, der løb med førstepladsen, mens det var GHB Landskabsarkitekter, der førte projektet ud i livet som projekterende og anlægsgartnervirksomheden OK grøn anlæg as fra Borup, der stod for hele entreprisen. Den bestod i opgaver med både kloakering, bund og bærelag, el-arbejder, belægninger, beplantninger, inventar som lygtepæle og plinte mv. Hele projektet er løbet op i omegnen af 20 mio. kr., men så har københavnerne også - ud over den lille lund på Vartov - fået sig en stor ny markedsplads, hvor der før var heftig trafik og parkeringsplads.
Som i ethvert andet eventyr, har der også været forhindringer, der skulle overvindes undervejs. Den irske arkitekt, mente nok, at hans forslag fald i den nordiske smag med hans lund af lyse birketræer, som der var skitseret i det oprindelige forslag - men i stedet udløste det en skov af protester fra allergikere, der har problemer med netop birkepollen og mente, at de da i det mindste skulle slippe for det inde midt på stenbroen. Så fuglekirsebær blev idet i stedet, og derfor kan københavnerne netop nu glæde sig over en sky af små hvide blomster, der forhåbentlig ikke generer nogen. Forhindringer var der også i undergrunden, da man fandt skelletter, der lige skulle undersøges nærmere af Nationalmuseet. De viste sig at stamme fra en gammel gravplads i tilknytning til det tidligere Vartov Hospital, der lå her til 1630 - bygningen, der har givet navn til det lille torv i tilknytning til Rådhuspladsen. Gravfreden blev atter sikret og det er vel ikke spor for tidligt, at der nu er kommet blomster på den gamle kirkegård.
Relevant information
http://www.ok-as.dk/