08/04-05
-
Pressemeddelelse
Et nyt og forbedret dba.dk er nu i luften
Det er blevet nemmere at købe og sælge på dba.dk - Den Blå Avis' internetudgave.
Et nyt design og masser af forbedringer på brugerfladen gør det endnu nemmere at bruge Danmarks største handelsplads på nettet.
Et grundigt analysearbejde, bl.a. baseret på en lang række brugertest af funktionalitet, design og brugervenlighed, danner grundlaget for den ny udgave af dba.dk, som netop er blevet lanceret.
Nøgleordet i hele udviklingsprocessen har været forenkling, og brugervenligheden har haft det absolutte fokus.
"Vi er både stolte af og glæder os meget over at kunne præsentere en lang række markante forbedringer for vores brugere, uanset om de besøger dba.dk for at købe noget, eller om de kommer for at indrykke annoncer" siger direktør for Den Blå Avis a/s, Frank Ludvigsen.
En af de mere iøjnefaldende nyskabelser er muligheden for at vælge "billedvisning" af søgeresultatet. Det giver brugeren en superflot præsentation af alle annoncer med billeder på - et virtuelt fotogalleri af fristende tilbud. Funktionen er gratis og tilgængelig for alle, uden hensyn til om man er tilmeldt bruger.
Annoncekvalitet og -indhold har også fået en grundig overhaling. Hele processen med at indrykke annoncer er blevet vidtgående forenklet og mere præcis. Dertil kommer, at brugeren nu har 1000 tegn til rådighed til tekstbeskrivelse og mulighed for at indsætte op til tre fotos i en ganske almindelig gratis-annonce. Der er kommet en "vis mere"-side på samtlige annoncer, og navigationen er helt i top.
"Den Blå Avis er Danmarks største handelsplads på tryk og på nettet, og med over en million unikke besøgende om måneden på dba.dk skal vi hele tiden være på forkant med udviklingen." fortæller Frank Ludvigsen. "Derfor betragter vi ikke den nye udgave af dba.dk som afslutningen på flere måneders intensiv udviklingsarbejde, men i stedet startskuddet til endnu en målrettet periode, som skal sikre vores tjeneste optimalt indhold, funktionalitet, brugervenlighed og design. Vi er så heldige at have rigtig mange engagerede brugere på besøg hver dag og modtager løbende gode forslag og ideer til et endnu bedre dba.dk"
Fakta om dba.dk og Den Blå Avis
dba.dk er Danmarks største handelspladsplads med mere end 185.000 annoncer. Det er gratis for private at indrykke annoncer på dba.dk, der har 350.000 unikke besøgende om ugen og 1.030.000 unikke besøgende om måneden jfr. Nielsen/Netratings Sitecensus marts 2005. dba.dk blev lanceret august 1995.
Annonceavisen Den Blå Avis på tryk optager gratis annoncer for private og udkommer én gang om ugen i to udgaver hhv. øst og vest for Storebælt. Den Blå Avis har 500.000 ugentlige og 1,3 millioner månedlige læsere (5 uger) jfr. Index Danmark/Gallup Marketing 2.halvår 2004. Den Blå Avis udkom første gang efteråret 1981 og udkommer nu på 24. år.
Yderligere information: Frank Ludvigsen, dir., ansv. red. Den Blå Avis a/s, tlf. 40 17 70 70.
Relevant information
http://www.dba.dk
Firma
Den Blå Avis A/S
Axel Kiers Vej 11
8270 Højbjerg,
Danmark
+45 30 20 86 48
http://www.dba.dk