21/02-07
-
Pressemeddelelse
dba.dk i samarbejde med Dansk Kennel Klub
Dansk Kennel Klub giver kvalitetsstempel til hundeannoncer på dba.dk.
Nu er det nemmere at være kritisk hundekøber på dba.dk. Med en ny aftale gør dba.dk det muligt for hundekøbere at kontrollere, om en sælger er godkendt af Dansk Kennel Klub.
Dermed gør dba.dk op med de sælgere, der prøver at lave en hurtig fortjeneste på en hvalp, som er købt billigt og sælges dyrt.
"Vores brugere skal føle sig trygge, når de handler på dba.dk, og kan vi bidrage til det rigtige match mellem hund og ejer, er det også meget positivt", udtaler Steen Trier, markedsdirektør på Den Blå Avis.
Annoncører har i deres jagt på profit forsøgt at sælge hvalpe, der er yngre end de otte uger, loven foreskriver. Selvom dba.dk kontrollerer annoncernes ordlyd, er det ikke alle sælgere, der er lige ærlige.
"Nogle hunderacer er de seneste år blevet meget populære. Det gør det nemt at sælge de pågældende racer. Dét kan desværre godt friste svage sjæle, som ikke har nogen særlig interesse i avlen af en bestemt race, men som blot betragter hunde som en vare, som man forsøger at tjene mest muligt på", siger Dansk Kennel Klubs (DKK) kommunikationskonsulent Vibeke Knudsen.
Blåstemplingen af annoncer på dba.dk er allerede trådt i kraft. Kvalitetsstemplet fra DKK bliver givet til opdrættere, der stambogsfører deres hunde hos DKK.
Det betyder, at hundekøbere nu kan se DKK's betegnelse ud for annoncører, der er godkendt af organisationen. Det er opdrætterne selv, der laver DKK-registreringen på deres annoncer. Organisationen kontrollerer løbende annoncerne.
DKK er med sine over 30.000 medlemmer i selve DKK og ca. 45.000 medlemmer i DKK's tilknyttede racespecialklubber Danmarks absolut største organisation for hundeejere - og altså ikke kun for kenneler, som foreningens navn lægger op til.
"Opdrætterne er kun en lille del af DKK's medlemmer, og det ligger både opdrætterne og alle vore øvrige medlemmer på sinde, at handel med hunde foregår ordentligt", siger Vibeke Knudsen.
"Derfor er det meget positivt, at Den Blå Avis nu har gjort det muligt for køberne at se, om den hvalp, man påtænker at købe, er stambogsført i DKK", fortsætter hun.
For flere oplysninger, kontakt
dba.dk: Markedsdirektør Steen Trier, 87 31 32 23
Dansk Kennel Klub: Kommunikationskonsulent Vibeke Knudsen, 70 23 17 05
Relevant information
http://www.dba.dk
Firma
Den Blå Avis A/S
Axel Kiers Vej 11
8270 Højbjerg,
Danmark
+45 30 20 86 48
http://www.dba.dk