11/04-13
-
Pressemeddelelse
Bilsalg: Endnu et rekordår i udsigt
Med næsten 42.000 nye biler solgt i første kvartal i år har danskerne endnu en gang sat rekord i bil-shopping. Salget af nye biler satte ellers rekord i både 2011 og 2012, men med en fremgang på knap 3 procent i første kvartal i år sammenlignet med samme periode sidste år, er der udsigt til, at 2013 kan blive endnu et rekordår for bilsalget.
Bilsalget i Danmark trodser endnu en gang de svage konjunkturer og sætter ny rekord. I januar, februar og marts købte danskerne i alt 41.926 nye biler mod 40.739 nye biler i samme periode sidste år svarende til en fremgang på 2,9 procent.
Det er det overraskende resultat af den opgørelse af bilsalget i første kvartal, som BilBasen og Spar Nord netop har gennemført.
Super rationelle forbrugere
Chefanalytiker i Spar Nord Martin Lundholm peger på, at bilsalget traditionelt har været en god indikator for den private forbrugers humør og købelyst, men det gælder ikke længere.
- De seneste år er der blevet vendt op og ned på bilmarkedet herhjemme, fordi minibilerne har sat en helt ny dagsorden for både pris og driftsøkonomi. Det betyder, at det i mange tilfælde kan være mest fornuftigt at shoppe en ny minibil frem for at holde liv i den gamle eller købe en anden brugt, og det er i det lys, salgsrekorderne skal ses, siger Martin Lundholm.
Han advarer derfor imod at tolke salgsrekorderne som et tegn på, at forbrugslysten generelt er ved at vende tilbage.
- Krisen har gjort os til super rationelle forbrugere. Derfor søger vi også at løse vores transportbehov så billigt som muligt, og her byder minibilerne på alle de rigtige argumenter, fortsætter han.
Undersøgelsen fra BilBasen og Spar Nord viser, at klassen af minibiler med VW Up! i spidsen er den eneste klasse, hvor nybilsalget er i vækst.
Brugtbilmarkedet halter efter
Normalt følger omsætningen på brugtbilmarkedet efter nybilmarkedet, men i første kvartal er der omsat 6,9 procent færre brugte biler sammenlignet med samme periode sidste år. I alt har danskerne handlet 126.541 brugtbiler i januar, februar og marts mod 135.886 brugtbiler i samme måneder sidste år.
- På brugtbilmarkedet ser vi en tendens til, at danskerne efterspørger større brugtbiler, og dem er der ganske enkelt færre af til salg end normalt. Og det er den væsentligste årsag til, at salget har været mindre i 2013, siger Morten Heuing, administrerende direktør for BilBasen og Bilinfo.
Morten Heuing forventer til gengæld, at salget vil vokse i april og maj, der traditionelt er de måneder på året, hvor der er størst omsætning hos landets godt 2.000 brugtbilforhandlere.
2011 og 2012 slog begge rekord for totalomsætningen på det danske bilmarked, og selv om brugtbilhandlen indtil videre halter efter nybilsalget, så forventer Morten Heuing, at 2013 også samlet set kan blive et nyt rekordår for bilhandlen herhjemme.
For yderligere oplysninger kontakt venligst:
Journalist Jan Lang, BilBasen. Tlf. 3017 7781
Pressechef Leif Lind Simonsen, Spar Nord. Tlf. 2527 0330
Relevant information
http://www.bilbasen.dk
Firma
Den Blå Avis A/S
Axel Kiers Vej 11
8270 Højbjerg,
Danmark
+45 30 20 86 48
http://www.dba.dk