12/03-15
-
Pressemeddelelse
Dansk brugsvandsvarmepumpe eventyr
Esbjerg-virksomheden Vesttherm vækker opsigt på ISH-messen i Frankfurt med sin nye brugsvandsvarmepumpe, der som den første på markedet er optaget i energiklasse A+. Den bruger energien i luften og er 4 gange så energieffektiv som en traditionel el-vandvarmer.
"Model Eco" er et energibesparende og miljøvenligt alternativ til den traditionelle el-vandvarmer og et resultat af et ELFORSK-projekt med deltagelse af Teknologisk Institut, Vesttherm og ebmpapst.
Med optimeret design og energieffektive komponenter - bl.a. en optimeret elektronisk styret ventilator fra ebmpapst - er det lykkedes at udvikle en brugsvandsvarmepumpe, der lever op til effektivitetskravene i den bedste energiklasse og matcher de skrappeste krav i implementeringen af EU's Ecodesign-krav i 2017.
Den nyudviklede brugsvandsvarmepumpe fra Vesttherm er fire gange så effektiv som en traditionel el-vandvarmer. Den bruger energien i luften i stedet for den dyre el i forsyningsnettet, og det er der stigende efterspørgsel på i en række europæiske lande.
Der er også et betragteligt marked i Danmark, hvor en brugsvandsvarmepumpe kan reducere elforbruget hos en husejer med en traditionel el-vandvarmer med ca. 2.000 kWh om året, svarende til mere end 3.000 kr.
"Der er ingen tvivl om, at vi har et produkt i hastig fremmarch, og det er skønt at mærke den store interesse her på ISH-messen", fortæller Vesttherms direktør Torben Lauridsen fra Frankfurt.
Vesttherm har besluttet sig for at gå "all in" på produktionen af deres nye "Model Eco" og udvider fabrikken i Esbjerg fra 1600 m2 til 6000 m2.
Pressekontakt
Henrik Dahl Thomsen
Produktchef ventilatorer
+45 43 23 11 33
+45 40 50 72 88
Firma
ebmpapst Denmark
Vallensbækvej 21
2605 Brøndby,
Danmark
+45 40 50 72 88
+45 40 50 72 88
http://ebmpapst.dk