07/06-12
-
Pressemeddelelse
Forstander nægter at ekskludere rygere på efterskolen
Den nye rygelov betyder total forbud på alle landets efterskoler. Forstanderen på Efterskolen Flyvesandet lader sig gerne stemple som klassens "slemme dreng" når han alligevel optager elever som er rygere. I et åbent brev sendt til sundhedsminister Astrid Krag udtrykte skolens konst. forstander Erik Mathiesen sine bekymringer for konsekvenserne af den nye rygelov.
Den værste konsekvens er ifølge Erik Mathiesen, at regeringen lukker døren for de mest udsatte og sårbare unge mennesker.
»Regeringen ekskluderer en gruppe elever fra at gå på efterskole alene fordi de er rygere. Det er et kæmpe nederlag for samfundet. De svageste unge mennesker får ikke den chance for en efterskoleplads som ville betyde, at vi kunne fastholde dem i deres skolegang og uddannelse. Disse unge bliver de helt store tabere med den ny rygelov, og loven er vel at mærke skabt af en regering, som skal forestille at have en social profil«, understreger Efterskolen Flyvesandets konst. forstander Erik Mathiesen.
En stor gruppe efterskoler har succes med at reducere rygning, ved at den kun finder sted på en åben og overvåget måde på skolens matrikel. Metoden er udviklet over en årrække, men det er ikke længere muligt med den nye lov.
»Hvis sundhedsministeren tror, at hun kan fjerne rygning med et forbud tager hun fejl. Erfaringen viser, at forbud vil flytte problemet udenfor skolen, hvor det vil vokse i det usynlige som en kræftknude. Derfor valgte jeg med det åbne brev, at udtrykke mine bekymringer over regeringens nye rygelov, men ministeren har desværre valgt, at hun hverken vil kommentere eller svare tilbage på min personlige henvendelse«, siger en skuffet forstander Erik Mathisen og tolker det som en arrogant handling af sundhedsminister Astrid Krag.
Forstanderen giver imidlertid ikke op. I løbet af året har skolen optaget næste års elever, og nogle af dem ryger cigaretter, men de er alle blevet introduceret for skolens restriktive rygeregler. Hvilket betyder at efterskolen har lovet, at disse elever godt kan blive optaget. Det gjorde skolen længe før den nye rygelov kom på tale.
»Jeg vil derfor ikke svigte de elever, som jeg har givet tilsagn om optagelse, bare fordi der kommer en rygelov to måneder før skolestarten. Det er jo min personlige troværdighed som kommer i spil. Det skal sundhedsminister Astrid Krag eller andre lave om på«, lyder det fra skolens konst. forstander, der med bestyrelsen opbakning har valgt at trodse den nye rygelov.
»Sammen med andre efterskoler har vi skabt flotte resultater på rygeområdet, og nu skal det smides i skraldespanden. Det er utrolig ærgerligt og paradoksalt, så det vil da kun være dejligt hvis medierne kan hjælpe med, at få ministeren i dialog, da hun åbenbart ikke ønsker besvare på normal vis«, siger Erik Mathiesen, konst. forstander på Efterskolen Flyvesandet.
KONTAKT INFORMATION: Aftale om interview, foto eller tv kan ske til skolens presse- & kommunikationsmedarbejder:
Mikkel Kjerri,telefon: +(45) 71 71 14 14 eller mail: mk@flyvesandet.dk
Relevant information
http://www.flyvesandet.dk