29/04-13
-
Pressemeddelelse
Havets Hus, Kattegatcentret inviterer til Forskningens Døgn
Torsdag den 2. maj inviterer Havets Hus/Kattegatcentret i Grenaa til Forskningens Døgn for at finde svaret på: Kommer fremtidens energi fra havet?
Kommer fremtidens energi fra havet? Det kan du være med til at svare på, når Havets Hus/Kattegatcentret i Grenaa sammen med Aarhus Universitet og Teknologisk Institut inviterer til forskningsfestivallen Forskningens Døgn med arrangementet "Energi fra havet" torsdag den 2. maj fra kl. 09-18. Arrangementet er tredelt med noget for både folkeskoler, ungdomsuddannelser og alle andre, der er åbne for at blive underholdt og lære nyt og ikke til dagligt har berøring med forskning og innovation.
"Formålet med Forskningens Døgn er at øge opmærksomheden og vække interesse for forskning hos den danske befolkning og skabe forståelse for den betydning, som forskning har for vores samfund og hverdag. Det ligger i tråd med den vision, vi har i Havets Hus/Kattegatcentret, og vi glæder os til at se en masse glade og videbegærlige børn og voksne den 2. maj," fortæller forsknings- og udviklingskonsulent i Havets Hus/Kattegatcentret, Lone Thybo Mouritsen.
Unge diskuterer med politikere
Temaet for arrangementet i Havets Hus/Kattegatcentret er bæredygtig energi fra havet, og de besøgende kan både lære om havmøller, bølgeenergi, bioenergi fra alger, dyrefoder produceret af alger, hvordan dyrkning af alger kan give et renere havmiljø, hvordan klimaforandringerne truer dyr og planter i Arktis samt konstruere deres helt egen alternative og bæredygtige energi-teknologi. Men de kan også deltage i en paneldebat med rigtige politikere, eksperter og interesseorganisationer.
"Til delarrangementet for ungdomsuddannelserne har vi planlagt en paneldebat, hvor eleverne med et panel bestående af politikere, eksperter og repræsentanter fra udvalgte interesseorganisationer skal diskutere fordele og ulemper ved etablering af et algedyrkningsanlæg - og om der overhovedet skal gives tilladelse til etableringen. Inden paneldiskussionen har eleverne besøgt en række stande og indsamlet viden om algeproduktion og -anvendelse," fortæller forsker på Aarhus Universitet, Annette Bruhn.
I Panelet sidder blandt andre Jonas Dahl (SF), Hans Husum (V), Flemming Holm Rasmussen (Destination Djursland), Lars Sloth (Danmarks Naturfredningsforening), Annette Bruhn (Aarhus Universitet) og Jens Reddersen (DGI Karpenhøj).
Relevant information
http://www.havetshus.dk