14/10-10
-
Pressemeddelelse
China Wind Power 2010 - Flyvende start for dansk vind i Kina
CWP 2010, den største og vigtigste vindmesse i Kina, finder sted i disse dage fra 13.-15. oktober, og de mange danske udstillere har fået en forrygende start på messen, som i år er større end nogensinde.
Fra klokken ni om morgenen i onsdags, hvor messen blev skudt i gang, vrimlede det med besøgende i de to messehaller og ikke mindst på den danske fællesstand, hvor 27 danske virksomheder er repræsenteret.
De danske udstillere udgør et naturligt centrum på messen, idet interessen for produkterne fra Danmark tiltrækker stor opmærksomhed blandt det kinesiske publikum.
Fokus på det danske
Den danske ambassadør i Beijing, Friis Arne Petersen, deltog i den officielle åbning af messen, og satte dermed spot på de danske udstillere.
Han deltog naturligvis også i åbningen af den danske stand, hvor han og formanden for Danish Wind Energy Group, Henning Gammelgaard Jensen, bød velkommen, hvorefter det røde bånd blev klippet af ambassadøren og Li Junfeng fra Chinese Renewable Energy Industries Association.
Virksomheder i kø
"Vi havde regnet med et lavere deltagerantal, men interessen for at være med i Kina har været enorm, og vi har måttet udvide antallet af kvadratmeter til fællesstanden ad to omgange", siger Rikke Berg fra Danish Wind Energy Group, der står bag den danske fællesstand sammen med Vindmølleindustrien.
Messen er vokset meget siden første gang den blev afholdt i 2008, og er nu cirka 50 pct. større end i 2009, hvor 422 vindvirksomheder fra 30 lande var repræsenteret. Dengang blev messen besøgt af 13.000 personer.
Stor interesse for dansk vind i Kina
Den danske fællesstand er vokset tilsvarende, fra 235 m2 i 2009 til 340 m2 i år, og danskerne fylder dermed mere på messen end de foregående år. Danish Wind Energy Group, der er en del af Dansk Eksportforening, har været med på CWP alle tre år, og glæder sig over den stigende interesse for vindenergi - og dermed også for dansk kvalitet og know-how - i Kina.
Danish Wind Energy Group har hvert år sørget for, at projektet har fået medvind i form af midler fra Eksportrådets pulje til fælles Eksportfremstød. Disse tilskud gør det endnu mere attraktivt for danske virksomheder at eksponere sig i Kina og gøre en indsats for, at den kinesiske vindindustri finder danske produkter attraktive i fremtiden.
For at fremme den danske eksport til vindindustrien i Kina har Dansk Eksportforening etableret et repræsentationskontor i landet og oprettet netværket Danish Wind Energy China, hvor danske virksomheder bl.a. kan få gavn af den know-how omkring det kinesiske marked, der er i netværket.
For flere informationer om CWP 2010 og Danish Wind Energy Group kontakt Rikke Berg, tlf. 87 20 44 78, rikke.berg@dk-export.dk eller besøg www.chinawind.org.cn.
Relevant information
http://www.dk-export.dk