04/03-10
-
Pressemeddelelse
Bedre arbejdsmiljø på farten
Mange virksomheder har investeret i luftrensere, som forbedrer arbejdsmiljøet for kørende medarbejdere - herunder Fyns Politi i Odense, der har ønsket at forebygge sygdom og fjerne dårlig lugt i patruljevognene.
Rigtig mange bruger en stor del af deres arbejdsuge på erhvervsmæssig kørsel. Derfor har en del arbejdsgivere anskaffet den danskudviklede luftrenser Jimco OZ 1000T, der kan forbedre medarbejdernes arbejdsmiljø, når de er på farten. Systemet, der på hjemmemarkedet forhandles af Kolding-virksomheden AIR-TECH, benyttes til at afhjælpe lugtgener og sterilisere luften med henblik på et bedre indeklima.
- Blandt de typiske kunder er landets politikredse. En af dem er Fyns Politi i Odense, hvor produktet især anvendes i de biler, der benyttes af hundepatruljer, og i dem, hvor der bliver røget, siger Kirsten Larsen, der er direktør hos AIR-TECH. - Desuden bliver patruljevognene undertiden udsat for urin og opkast, fx når folk skal køres i detentionen, hvilket selvfølgelig også efterlader en ubehagelig lugt. Og så er der den almindeligt dårlige lugt, der forårsages af bakterier, svamp og lignende mikroorganismer, som med tiden samler sig i alle bilers klimaanlæg, forklarer hun.
Bedre kabinemiljø forebygger sygefravær
Ud over lugtgener, som blandt andre mange betjente har følt sig irriteret af, understreger Kirsten Larsen, at helbredsrisikoen fra dårligt indeklima i bilkabinerne er en stærkt medvirkende årsag til mange arbejdsgiveres beslutning om at anskaffe luftrenseren.
- Det er efterhånden almindeligt kendt, at bakterier og mikroorganismer i kabinen og specielt ventilationsanlægget kan resultere i en lang række sygdomme og gener. Ud over hovedpine og træthed drejer det sig blandet andet om allergiske, astmatiske og forkølelseslignende reaktioner, ligesom dårlig kabineluft kan føre til irritation af slimhinder og luftveje. Ved at investere i en luftrenser forebygger man ubehag og sygefravær hos sine medarbejdere som følge af eksempelvis støv, pollen og skimmelsvamp, siger hun.
Af andre fordele nævner direktøren, at neutral kabinelugt giver bilerne en højere gensalgsværdi, og at forbedret indeklima kan have en positiv indvirkning på dyrs lugtesans til gavn for politiets hundepatruljer.
UV-lys eliminerer bakterier
Den type luftrenser, Fyns Politi har anskaffet, hedder Jimco OZ 1000T og er på størrelse med en skotøjsæske. Renseren placeres i en bil eller et lukket lokale, hvor den udsender UV-C-stråler, som resulterer i såkaldt oxidering af bl.a. bakterier og ildelugtende stoffer. Når produktet anvendes i biler, sættes klimaanlægget til at recirkulere luften, hvorved svamp og mikroorganismer elimineres. Ud over virksomheder med fx sælgerbiler, varevogne, lastbiler, busser og taxaer benyttes luftrenseren bl.a. af autoforhandlere, boligselskaber, hoteller og skadeservicefirmaer.
OZ 1000T, der koster godt 6.000 kr., fremstilles af Jimco A/S i Rudkøbing, der afsætter luft- og vandrensningsanlæg til kunder over hele verden. Teknologien har modtaget en lang række udmærkelser, bl.a. EU's miljøpris, og luftrenserne afsættes både til virksomheder, institutioner og private.
Ifølge Kirsten Larsen er landets politikredse begejstrede for produktet. - Den mest mærkbare forskel har luftrenseren gjort i de patruljevogne, hvor der bliver røget eller transporteret hunde, samt i biler udsat for fugt. Her har produktet med stort held fjernet den dårlige lugt og skabt et bedre indeklima, hvilket giver betjentene optimale arbejdsforhold og forebygger ubehag, slutter hun.
Relevant information
http://www.air-tech.dk