20/05-16
-
Pressemeddelelse
Københavnske kvinder er mest åbne over for plastikkirurgi
Over 11 procent af kvinder i Hovedstadsområdet overvejer at lægge sig under kniven for at ændre udseendet i 2016. Det er mere end dobbelt så mange som i Region Nordjylland.
Antallet af plastikoperationer er eksploderet siden årtusindskiftet. Hvad der blev set som ren futurisme tilbage i 1970'erne, er i dag en reel og accepteret løsning for personer, der er utilfredse med deres udseende. I en ny analyse foretaget af Voxmeter for Aleris-Hamlet Hospitaler svarer 11.3 procent af de københavnske kvinder, at de i løbet af 2016 enten forventer eller overvejer at få foretaget for eksempel en brystforstørrende operation, et ansigtsløft eller en fedtsugning. Det svarer til, at hver niende kvinde i Region Hovedstaden går med planer om at lade sig operere for at forskønne den fysiske fremtoning. Bo Jønsson er specialeansvarlig overlæge i plastikkirurgi ved Aleris-Hamlet Hospitaler i Søborg, der er en del af landets største udbyder af kosmetisk kirurgi. Han mener, at den store interesse er udtryk for en generel holdningsændring i samfundet.
- I dag er plastikkirurgi ikke længere tabuiseret, og vi oplever et større fokus på det naturlige look. Det handler ikke om at få de største bryster eller den flotteste modelkrop. Vi oplever en tendens til, at kvinderne blot gerne vil ligne sig selv for nogle år tilbage, så de kan forblive attraktive på jobmarkedet og i deres personlige relationer. Kvinderne gør det i høj grad for deres egen skyld, fordi kosmetisk kirurgi giver et boost til selvværdet, siger Bo Jønsson fra Aleris-Hamlet Hospitaler i Søborg.
Undersøgelsen viser, at 8,2 procent af de adspurgte kvinder i hovedstaden er i overvejelsesfasen, mens 3,1 procent - eller hvad der svarer til 16.500 kvinder - har konkrete planer om at bestille tid til at en plastikkirurgisk operation i år.
Store regionale forskelle
Hvor i landet man bor, har stor betydning for holdningen til plastikkirurgi. Undersøgelsen viser nemlig store regionale forskelle på, hvor mange der overvejer at få foretaget en operation. Mens hver niende kvinde i Region Hovedstaden går med operationstanker, er det kun hver tyvende i Region Nordjylland - altså under halvt så mange.
- Vi oplever stigende interesse for kosmetisk kirurgi på alle vores hospitaler, men det er tydeligt, at efterspørgslen er markant størst i Storkøbenhavn. Man kan kun gætte på en forklaring. Ud over den større åbenhed, som kendetegner metropoler, kan det også skyldes, at andelen af kvinder under 40 er større i hovedstadsområdet. Og de udgør et segment, som i større udstrækning end gennemsnittet benytter sig af plastikkirurgi, siger Bo Jønsson.
Blandt de kosmetiske plastikoperationer er brystforstørrende operationer mest populære. Det skyldes ikke mindst, at muligheden for at forstørre brysterne med eget fedt suget fra lår eller mave har udvidet målgruppen til kvinder, der ønsker sig et mere natuligt udseende uden implantater. Brystløft, korrektion af øjenlåg og maveløft indtager henholdsvis anden-, tredje- og fjerdepladsen.
Fakta
Aleris-Hamlet Hospitaler er - med mere end 40 specialer og afdelinger i Esbjerg, Herning, København, Aalborg og Aarhus - Danmarks største og bredest dækkende privathospital. Hospitalet udfører over 11.500 operationer hvert år.
Pressekontakt
Olav Arnkjær
Pressekontakt
70 20 89 00
81 72 89 01