Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/03-12   -   Pressemeddelelse

Erfaren branchemand i spidsen for landets største privathospital

Nis Alstrup har igennem de seneste fem måneder arbejdet på den praktiske sammenlægning af Danmarks to største privathospitaler. Nu er han udnævnt til adm. direktør for den nye, fælles organisation, Aleris-Hamlet Hospitaler.

--

Foråret 2011 annoncerede den nordiske sundhedskoncern Aleris købet af Privathospitalet Hamlet med afdelinger på Frederiksberg, i Søborg og i Aarhus. Ved sammenlægningen af Hamlet med Aleris' eksisterende privathospitaler i Danmark blev Nis Alstrup konstitueret som adm. direktør for den ny organisation, og de seneste 5 måneder har han arbejdet med den praktiske gennemførelse af fusionen. Nu er konstitueringen blevet afløst af en fast stilling som adm. direktør for den sammenlagte organisation, Aleris-Hamlet Hospitaler, som er Danmarks suverænt største privathospital med 500 ansatte fordelt på 6 fysiske lokaliteter.

- Nis Alstrup er på alle måder den rette til at stå i spidsen for Aleris-Hamlet. Han besidder de fornødne faglige kvaliteter og kompetencer, herunder langvarig brancheerfaring. Samtidig kender han virksomheden særdeles godt og har været succesfuld i den praktiske implementering af fusionen, hvor han bl.a. har skabt entusiasme hos medarbejderne omkring de forbundne arbejdsopgaver, siger Liselott Kilaas, der er vicekoncernchef i Aleris og ansvarlig for koncernens aktiviteter i Danmark og Norge.

Bred brancheerfaring

Nis Alstrup er uddannet læge i 1989 og opnåede i 1998 speciallægeanerkendelse som kirurg. Han er tidligere formand for Brancheforeningen af Privathospitaler og Klinikker, BPK, og har ud over et indgående branchekendskab også erfaring med at gennemføre fusioner.

Alstrup var stifter af Esbjerg Privathospital A/S i 1998 og direktør herfor frem til 2007, hvor virksomheden fusionerede med Frederiksborg Klinikken og Privathospitalet Dalgas til Danske Privathospitaler. I den nye kæde blev han centerchef for afdelingen i Esbjerg, og i forbindelse med Aleris' opkøb af Danske Privathospitaler i 2008 indtrådte han endvidere i Aleris Privathospitalers bestyrelse.

Vil løfte nye opgaver

- Aleris og Hamlet komplementerer hinanden rigtig godt - ikke kun geografisk, men også i forhold til specialeområder og faglige kompetencer. Den synergi skal vi udnytte til at skabe en endnu mere professionel privat partner til det offentlige, som i fremtiden kan løfte nye og helt andre typer opgaver end hidtil, udtaler Nis Alstrup.

Ud over privathospitaler i traditionel forstand har Aleris også erfaring med at drive en lang række andre sundhedsrelaterede tilbud. I Danmark leverer koncernen endvidere pleje- og omsorgsydelser, ligesom Aleris fra det øvrige Skandinavien har stor erfaring fra bl.a. psykiatrien, sundhedshuse samt drift af private wings og hele offentlige hospitaler. - Vi vil med vores kompetence og erfaring på tværs af lande- og faggrænser bidrage til at løfte fremtidens udfordringer i sundhedssektoren på flere forskellige niveauer, slutter direktøren.

--

Aleris er en af Nordens førende aktører inden for sundhed og omsorg med 7.000 ansatte og en årlig omsætning på ca. 6 mia. SEK. Koncernen er repræsenteret i Sverige, Norge og Danmark, hvor Aleris tilbyder serviceydelser inden for fire områder - sundhed, medicinsk diagnostik, ældrepleje og mental sundhed. Aktiviteterne i Danmark er fordelt på Aleris-Hamlet Hospitaler samt Aleris Omsorg, der tilbyder pleje- og omsorgsydelser.

Aleris-Hamlet Hospitaler er Danmarks største og eneste landsdækkende privathospital med afdelinger i Esbjerg, Herning, Søborg, Aalborg og Aarhus samt på Frederiksberg. Virksomheden dækker mere end 40 specialer.

Billeder


Pressekontakt


Firma

Aleris-Hamlet Hospitaler
Gyngemose Parkvej 66
DK-2860 Søborg, Danmark


http://www.aleris-hamlet.dk/

Modtag nyheder fra Aleris-Hamlet Hospitaler på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire