Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/07-12   -   Pressemeddelelse

Privathospitalernes formand fylder 60 år i dag - og får toppost i nordisk sundhedskoncern

Bent Wulff Jakobsen, der er formand i Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker samt lægefaglig direktør hos Aleris-Hamlet Hospitaler, er samtidig med sin 60 års fødselsdag udnævnt til medlem af Aleris' nordiske koncernledelse.

--

Det er et særdeles velkendt ansigt i den danske sundhedssektor, der mandag den 9. juli fylder 60 år. Bent Wulff Jakobsen har arbejdet i branchen gennem hele sin karriere - siden juli 2010 som lægefaglig direktør hos Aleris-Hamlet Hospitaler (tidl. Privathospitalet Hamlet), som er Danmarks suverænt største privathospital med 500 ansatte fordelt på 6 fysiske lokaliteter. Sideløbende hermed har han siden maj 2010 varetaget formandsposten i Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker.

Den 1. august tildeles Bent Wulff Jakobsen en tredje toppost - som medicinsk direktør for hele Aleris-koncernen, der med 7.000 ansatte er blandt Nordens absolut førende aktører inden for sundhed og omsorg. Han indtræder således også i koncernledelsen i Stockholm.

- Med sin brede erfaring inden for kvalitetsudvikling og forandringsledelse vil Bent Wulff Jakobsen bidrage til yderligere at løfte kvalitetsarbejdet i koncernen, udtaler Stanley Brodén, koncernchef for Aleris.

Forsker, underviser og foredragsholder

Bent Wulff Jakobsen fik sin lægefaglige embedseksamen i 1980 og speciallægeanerkendelse i 1992, hvorefter han i slutningen af 1994 blev ansat som overlæge på Århus Sygehus. I april 2007 var han med til at stifte Eira - Privathospitalet Skejby, hvor han fungerede som adm. direktør, indtil virksomheden blev købt af Privathospitalet Hamlet. Her blev overlægen i sommeren 2010 udnævnt til lægefaglig direktør - en stilling, som han fortsat varetager efter Hamlets fusion med Aleris Privathospitaler sidste efterår, og som han også vil fortsætte i efter sin indtræden i Aleris' nordiske koncernledelse.

Også på forskningsområdet har Bent Wulff Jakobsen en lang karriere bag sig. Således har overlægen igennem årene deltaget i researcharbejde i en række medicinske selskaber, ligesom han har bidraget til mere end 40 videnskabelige artikler i skandinaviske og internationale tidsskrifter. Han er også medforfatter til flere bogpublikationer og en flittigt efterspurgt foredragsholder og underviser i både ind- og udland.

Ud over formandsposten i Brancheforeningen for Privathospitaler og Klinikker har Jakobsen igennem årene varetaget en række øvrige tillidshverv i faglige komitéer og bestyrelser, såvel i Danmark som internationalt. Bl.a. var han igennem 11 år bestyrelsesmedlem i Dansk Idrætsmedicinsk Selskab, hvor han fra 2004 til 2008 også varetog formandsposten.

--

Aleris er med 7.000 ansatte og en årlig omsætning på ca. 6 mia. SEK en af Nordens førende aktører inden for sundhed og omsorg. Koncernen er repræsenteret i Sverige, Norge og Danmark, hvor Aleris tilbyder serviceydelser inden for fire områder - sundhed, medicinsk diagnostik, ældrepleje og mental sundhed. Aktiviteterne i Danmark er fordelt på Aleris-Hamlet Hospitaler samt Aleris Omsorg, der tilbyder pleje- og omsorgsydelser.

Aleris-Hamlet Hospitaler med afdelinger i Esbjerg, Herning, Søborg, Aalborg og Aarhus samt på Frederiksberg er Danmarks største og bredest dækkende privathospital. Virksomheden tilbyder undersøgelse og behandling inden for mere end 40 specialeområder.

Billeder


Pressekontakt


Firma

Aleris-Hamlet Hospitaler
Gyngemose Parkvej 66
DK-2860 Søborg, Danmark


http://www.aleris-hamlet.dk/

Modtag nyheder fra Aleris-Hamlet Hospitaler på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire