Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
01/11-12   -   Pressemeddelelse

Esbjergs privathospital åbner dørene for alle interesserede

Der bliver mulighed for at studere alt fra scannere til operationsstuer, når Aleris-Hamlet Hospitaler i Esbjerg holder åbent hus torsdag den 8. november. Man kan også høre om behandlingsgaranti, helbredsundersøgelser og kosmetiske operationer.

--

Det hører til sjældenhederne, at man på én gang får lejlighed til at se alle dele af et hospital på nært hold. Imidlertid kan man få stillet sin nysgerrighed, når Esbjerg-områdets eneste privathospital, Aleris-Hamlet, den 8. november inviterer alle interesserede til åbent hus. Ifølge hospitalschef Helle Rask Søndergaard er der flere grunde til, at Aleris-Hamlet vælger at afholde det specielle arrangement.

- Mange har udtrykt interesse for at se hele hospitalet indefra, herunder vores udstyr og operationsstuer. Samtidig oplever vi, at mange sydvestjyder ikke er bekendt med deres muligheder for gratis behandling uden ventetid, når ventelisten i det offentlige er over fire uger, hvis en planlagt operation på et offentligt sygehus bliver aflyst, eller hvis man har en sundhedsforsikring. Det vil vi gerne informere om, forklarer hun.

Ikke kun for de syge

Helle Rask Søndergaard ønsker med arrangementet også at gøre op med billedet af et hospital som et sted, hvor man kun kommer, når man er syg. - Vi oplever stigende efterspørgsel efter kosmetiske behandlinger samt forebyggende helbredsundersøgelser for private og virksomheder, som man også vil kunne høre nærmere om, forklarer hospitalschefen, der sammen med ledende sygeplejerske Sandie Wittorff byder velkommen kl. 16.

Frem til kl. 18 er der arrangeret rundvisninger samt forskellige foredrag, hvor man vil kunne høre personalet fortælle om deres arbejde. Bl.a. kan man møde speciallæge i almen medicin Helmer Møller Jensen samt assistenterne Inge Jensen og Mona Jørgensen, der beskæftiger sig med sundhedstjek og helbredsundersøgelser, plus kosmetisk sygeplejerske Helle Boisen, der arbejder med ikke-kirurgiske behandlinger mod bl.a. karsprængninger, uønsket hårvækst og rynker. Man vil også kunne hilse på Claus Henriksen, der er ansvarlig for kontakten til Aleris-Hamlets erhvervskunder, og hospitalets stab af lægesekretærer, som man møder som de første, når man henvender sig.

Mange specialer

Helle Søndergaard, der er bosiddende ved Varde, overtog tidligere på året ledelsen af Aleris-Hamlet i Esbjerg. Det skete, da den hidtidige hospitalschef, Nis Alstrup, blev udnævnt til adm. direktør for kæden, der er den private sundhedssektors absolut største aktør.

- Vi tilbyder her i Esbjerg udredning og behandling inden for en lang række specialer uden ventetid. Det drejer sig bl.a. om øjenkirurgi, gynækologi, reumatologi, neurologi, ortopædkirurgi, plastikkirurgi samt øre-næse-hals-behandlinger. Desuden har vi en klinik for hudsygdomme samt udfører ultralyds- og MR-scanning. Faktisk behøver en MR-scanning i privat regi ikke koste mere end 2.500 kr., slutter hospitalschefen.

Alle er velkomne

Arrangementet finder sted hos Aleris-Hamlet Hospitaler, Bavnehøjvej 2 i Esbjerg, torsdag den 8. november fra kl. 16 til 18, hvor alle interesserede er velkomne. Hospitalet er vært ved et let traktement.

--

Aleris-Hamlet Hospitaler er Danmarks største og bredeste privathospital med afdelinger i Esbjerg, Herning, Søborg, Aalborg og Aarhus. Hospitalerne tilbyder undersøgelse og behandling inden for mere end 40 specialeområder.

Billeder


Pressekontakt


Firma

Aleris-Hamlet Hospitaler
Gyngemose Parkvej 66
DK-2860 Søborg, Danmark


http://www.aleris-hamlet.dk/

Modtag nyheder fra Aleris-Hamlet Hospitaler på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire