Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
30/05-13   -   Pressemeddelelse

Mød Joachim Boldsen til åbent hus på privathospital

Høretjek, lungefunktionstest, hjertestarterdemo, kostråd til fastholdelse af vægttab og et møde med håndboldstjernen Joachim Boldsen er blot nogle få af tilbuddene på Aleris-Hamlet i København den 3. juni.


Det hører til sjældenhederne, at man på én gang får lejlighed til at se alle dele af et hospital på nært hold. Imidlertid kan man helt ekstraordinært få stillet sin nysgerrighed, når Aleris-Hamlets privathospital i København inviterer alle interesserede til åbent hus mandag den 3. juni. Ifølge hospitalschef Trine Mottlau er der flere grunde til, at Aleris-Hamlet vælger at afholde det specielle arrangement.

- Mange har udtrykt interesse for at se hele hospitalet indefra, herunder vores udstyr og operationsstuer. Samtidig oplever vi, at mange ikke er bekendt med deres muligheder for gratis udredning og behandling uden ventetid, når ventelisten i det offentlige er lang, hvis en planlagt operation på et offentligt sygehus bliver aflyst, eller hvis man har en sundhedsforsikring. Det vil vi gerne informere om, forklarer hun og fremhæver samtidig håndboldspilleren Joachim Boldsen som en af aftenens hovedattraktioner.

Boldsen fik under en kamp tidligere på året revet sin bicepsmuskel over og blev efterfølgende opereret på Aleris-Hamlet. På aftenen fortæller lægefaglig direktør og idrætskirurg Bent W. Jakobsen om forløbet, hvorefter Joachim Boldsen skriver autografer og fremviser den opererede arm.

Masser af workshops og foredrag

I dagens anledning er arrangeret en lang række workshops og foredrag, hvor man kan høre hospitalets personale fortælle om deres arbejde. Speciallæge i almen medicin Jens Thygesen, der beskæftiger sig med sundhedstjek og helbredsundersøgelser, måler gæsternes blodtryk, kolesteroltal, lungefunktion og fedtprocent, mens læge og sexolog Mette Thing Baltzar giver tips til et bedre sexliv og fortæller om, hvad man kan gøre ved udfordringer som rejsningsproblemer og manglende lyst.

Besøgende med interesse for bevægeapparatet kan lytte til foredrag med personale fra Aleris-Hamlets ortopædkirurgiske center, center for genoptræning samt klinikker for idræts- og rygskader, der bl.a. vil fortælle om kikkertundersøgelser, hofteproteser og afhjælpning af smerter i nakke og ryg.

På aftenen kan man også hilse på en af Aleris-Hamlets diætister, Stine Junge Albrechtsen, der bl.a. er kendt for sine bøger. Hun vil både give almene kostråd og fortælle om, hvordan man bedst muligt kan fastholde et stort vægttab, fx i forbindelse med en fedmeoperation, samt hvordan folkesygdommen irritabel tyktarm i mange tilfælde kan afhjælpes med kostomlægning. Desuden kan man få tjekket sin hørelse, se nærmere på forskellige høreapparater og få mere at vide om de nye tilskudsregler på området.

Endelig vil overlæge Jørgen Lund fra anæstesiafdelingen fortælle om narkose og regional bedøvelse, mens Aleris-Hamlets center for mave-tarm-sygdomme holder foredrag om screening, udredning og behandling af sygdomme i maven og tarmsystemet. Der gennemføres tre rundvisninger på aftenen, hvor man kan møde hospitalets læger samt se nærmere på scannere og andet udstyr.

Førstehjælp med Røde Kors

Som et led i Aleris-Hamlets samarbejde med Røde Kors omkring udbredelsen af førstehjælp er folk fra organisationen at finde i hospitalets hjertecenter, som er Østdanmarks eneste privatklinik for hjerteoperationer. Mens hjertecentrets personale fortæller om genoplivning, demonstrerer Røde Kors førstehjælp, herunder brug af hjertestarter, samt holder foredrag og viser film om emnet. For hver besøgende donerer Aleris-Hamlet Hospitaler 25 kr. til Røde Kors, og samtidig udloddes fem førstehjælpstasker, der er særlig velegnede til at medbringe på sommerferien.

Arrangementet finder sted hos Aleris-Hamlet Hospitaler, Gyngemose Parkvej 66 i Søborg, mandag den 3. juni fra kl. 19 til 21. Alle interesserede er velkomne.

--

Fakta

Aleris-Hamlet Hospitaler er Danmarks største og bredeste privathospital med afdelinger i Esbjerg, Herning, København, Aalborg og Aarhus. Hospitalerne tilbyder undersøgelse og behandling inden for mere end 40 specialeområder.

Billeder


Pressekontakt


Firma

Aleris-Hamlet Hospitaler
Gyngemose Parkvej 66
DK-2860 Søborg, Danmark


http://www.aleris-hamlet.dk/

Modtag nyheder fra Aleris-Hamlet Hospitaler på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire