Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
09/08-13   -   Pressemeddelelse

SPORT: Skadet EfB-spiller opereret med succes - men dømt ude i månedsvis

Jacob Hoffenzits Nielsen fra EfB er netop blevet opereret for den alvorlige korsbåndsskade, han pådrog sig i kampen mod SønderjyskE sidste tirsdag.

Få uger efter forfremmelsen til EfB's A-trup blev 18-årige Jacob Hoffenzits Nielsen for nylig sat ud af spillet med et overrevet korsbånd i venstre knæ, som indebærer pause fra grønsværen i seks til otte måneder. Uheldet skete efter få minutters spil i EfB's kamp mod SønderjyskE sidste tirsdag, da Jacob Nielsen i en løbeduel med en modstander fik et vrid i knæet. Nu er den talentfulde unge spiller blevet opereret for skaden på privathospitalet Aleris-Hamlet i Herning.

Ultrakort forløb

Nielsen fik dommen over skadens omfang, da han blot to dage efter den skæbnesvangre kamp blev undersøgt af Jan Smedegaard Hede, speciallæge i ortopædkirurgi på Aleris-Hamlet Hospitalers afdeling i Esbjerg. - Ud over det overrevne korsbånd viste vores MR-scanning også skader på det yderste af menisken. Under operationen har vi først fjernet det iturevne korsbånd og derefter dannet et nyt korsbånd af to raske sener. Det foregår som en kikkertoperation, hvor det nye korsbånd trækkes op og fastgøres gennem til formålet borede huller i lårbenet og skinnebenet. Derudover har vi fjernet den skadede del af menisken, forklarer ortopædkirurg Johannes Yde fra Aleris-Hamlet Hospitaler i Herning, der forestod operationen.

Indgrebet forløb uden komplikationer, og Jacob Nielsen skal nu holde benet i ro to uger. Herefter kan han påbegynde genoptræningen, der varetages af EfB's egne fysioterapeuter. Samtidig hermed skal Nielsen løbende til kontroller hos Jan Smedegaard Hede på Aleris-Hamlet Hospitaler i Esbjerg. - Takket være et ultrakort patientforløb kan Nielsen snarest komme i gang med genoptræningen. Det er blandt andet muliggjort af, at vi ingen ventelister har, tilføjer Johannes Yde, der således opererede EfB-spilleren kun otte dage efter skaden.

Klynker ikke

Jacob Nielsen klynker ikke over sin første alvorlige skade. - Skaden kommer i begyndelsen af en sæson, hvor jeg bare skulle give den gas for at etablere mig i A-truppen. Det er naturligvis bittert; men det nytter ikke at have ondt af sig selv. Jeg ser genoptræningen som en opgave, der skal løses, så jeg kan komme tilbage på fodboldbanen. Skaden kom, lige da formen var ved at være der, og jeg kunne mærke, at jeg var begyndt at udvikle mig ved at træne sammen med dygtigere kolleger, siger spilleren, der kan bruges på flere positioner i de to bageste kæder.

- Jeg er meget tilfreds med hele forløbet. Især er jeg glad for lægernes kompetence, og at både undersøgelse og operation kunne lade sig gøre så hurtigt, slutter Nielsen, der blev opereret i fuld narkose og udskrevet samme dag. Han melder alt vel efter operationen - det eneste, spilleren har mærket noget til, var de obligatoriske smerter, da morfinens effekt fortog sig.

--

Fakta

Aleris-Hamlet Hospitaler, der arbejder inden for mere end 40 specialeområder, er Danmarks største og bredest dækkende privathospital - med afdelinger i Esbjerg, Herning, København, Aalborg og Aarhus. Virksomheden indgår i Aleris, der med 7.500 ansatte i Danmark, Norge og Sverige er Nordens førende private aktør inden for sundhed og omsorg.

Billeder


Pressekontakt


Firma

Aleris-Hamlet Hospitaler
Gyngemose Parkvej 66
DK-2860 Søborg, Danmark


http://www.aleris-hamlet.dk/

Modtag nyheder fra Aleris-Hamlet Hospitaler på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire