Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
02/06-14   -   Pressemeddelelse

Privathospitaler kvalitetsstemples igen

Landets største privathospital, Aleris-Hamlet, har fået fornyet sin akkreditering efter Den Danske Kvalitetsmodel som resultat af kædens første samlede auditering.

Stærkt fokus på kvalitet, gode og sikre omgivelser samt professionelle medarbejdere, der møder patienterne med venlighed og respekt. Det var nogle af de mange roser, som Aleris-Hamlet Hospitaler fik med på vejen, da de for nylig fik fornyet deres akkrediteringsstatus efter Den Danske Kvalitetsmodel. Samtidig høstede kæden anerkendelse for et solidt virksomhedsgrundlag med værdier og holdninger, der efterleves, og som er velintegrerede i hele organisationen.

Med hospitaler i København, Aarhus, Aalborg, Herning og Esbjerg er Aleris-Hamlet markedsleder i den private sundhedssektor. - Vi er meget stolte over den succesfulde genakkreditering. Den vidner om, at vi har formået at skabe Danmarks stærkeste hospitalskæde, hvor best practise gennemsyrer hele organisationen og garanterer bedst mulig kvalitet og sikkerhed, siger adm. direktør Nis Alstrup.

Med akkrediteringen kan de fem hospitaler dokumentere, at de fortsat lever op til en lang række nationale krav til sundhedsydelser i højeste kvalitet. Det gælder alt fra operationer og patientinformation til hygiejne og forplejning. - I vores organisation er det naturligt, at personalet arbejder efter ens procedurer og retningslinjer, hvilket også garanterer patienterne samme høje kvalitet og service på alle fem hospitaler, forklarer Bent Wulff Jakobsen, der som lægefaglig direktør på Aleris-Hamlet står i spidsen for hospitalets kvalitetsapparat.

Godkendelsen er kulminationen på intensiv forberedelse samt en firedages auditering gennemført af IKAS (Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet), der har ansvaret for Den Danske Kvalitetsmodel. Alle IKAS' surveyrapporter er offentliggjort på instituttets hjemmeside. Her kan Aleris-Hamlet fremvise en akkreditering uden bemærkninger, hvor så godt som alle rapportens hundredvis af punkter er markeret med et grønt 'Helt opfyldt'.

Auditørerne hæftede sig især ved "en synlig og engageret ledelse med fokus på kvalitetsarbejdet og tæt opfølgning på handleplaner." Der var også roser for "en professionel medarbejderstab, der med stolthed, glæde og imødekommenhed deltog som en aktiv del af surveyet." Rapporten fremhæver, at patienterne bliver mødt med venlighed og respekt i gode og sikre omgivelser.

- Vores væsentligste nøgle til succes er, at patienten skal opleve en rød tråd igennem hele behandlingsforløbet. Det opnås gennem faste kontaktpersoner, et højt informationsniveau og ensartede procedurer. Desuden er det naturligvis en forudsætning med et topmotiveret og fleksibelt personale, der hver dag sætter patienterne i centrum og yder lidt ekstra for at give alle en god oplevelse, slutter Bent Wulff Jakobsen.


Fakta:
Den Danske Kvalitetsmodel (DDKM)
DDKM er et kvalitetssystem, der skal sikre og videreudvikle den gode kvalitet i hele det danske sundhedsvæsen. Alle danske hospitaler skal bedømmes og akkrediteres efter modellen, der er udarbejdet af IKAS (Institut for Kvalitet og Akkreditering i Sundhedsvæsenet). Formålet er at skabe systematik i kvalitetsarbejdet - på tværs af afdelinger, hospitaler og sektorer. Det skal sikre:
· Høj patientsikkerhed og sammenhængende patientforløb
· Høj kvalitet og et højt fagligt niveau, uanset hvor i sundhedsvæsenet patienten befinder sig
· Løbende læring og kvalitetsudvikling
· Mere gennemskuelig kvalitet i sundhedsvæsenet

Aleris-Hamlet Hospitaler
· Danmarks største og eneste landsdækkende privathospital med afdelinger i København, Aarhus, Aalborg, Herning og Esbjerg
· Hospitalerne kan dokumentere høj patienttilfredshed igennem egne analyser samt den årlige tilfredshedsmåling, som Enheden for Brugerundersøgelser gennemfører i det danske sundhedsvæsen
· En del af Aleris, som med 8500 ansatte er blandt Nordens absolut største sundhedsvirksomheder. Koncernen varetager i Danmark ud over privathospitalsdrift også aktiviteter på plejehjems-, hjemmepleje- og handicapområdet


Billeder


Pressekontakt

Christian Fink
Pressekontakt
  70 20 89 00
  20 94 84 74

Firma

Aleris-Hamlet Hospitaler
Gyngemose Parkvej 66
DK-2860 Søborg, Danmark


http://www.aleris-hamlet.dk/

Modtag nyheder fra Aleris-Hamlet Hospitaler på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire