Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
20/08-10   -   Pressemeddelelse

Privathospital venter fordoblet patienttal med nytildelte specialer

Sundhedsstyrelsen har netop tildelt AROS specialerne mamma- og strumakirurgi som en af de eneste private udbydere. Det venter man vil fordoble patientantallet på hospitalets klinikker for sygdomme i brystet og skjoldbruskkirtlerne. Brystkræftområdet forventes at tegne sig for en stor del af tilgangen.

--

AROS Privathospital i Skejby er netop blevet godkendt til at behandle ventelistepatienter inden for mammakirurgi og strumakirurgi. Nidal Al-Suliman, der leder hospitalets mamma- og strumaklinikker, forventer markant øget patienttilgang fra 1. januar, hvor den nye struktur træder i kraft. - Mammakirurgien er kun tildelt to andre private udbydere, én i Sydjylland og én i København, mens strumakirurgien ud over os alene er tildelt et privathospital i Hovedstadsområdet. Da ventetiden i det offentlige er lang på nogle af behandlingerne, venter vi dobbelt så mange patienter på de to områder fra årsskiftet, siger overlægen og henviser til de gældende behandlingsgarantier.

Multidisciplinært samarbejde en forudsætning
På det mammakirurgiske område er AROS godkendt til operationer for brystkræft samt efterfølgende rekonstruktion af bryster, der varetages af hospitalets plastikkirurgiske center. - Vores team af plastikkirurger benytter de nyeste teknikker og har stor erfaring med forebyggende fjernelse samt genopbygning af brystet gennem primær brystrekonstruktion og brystomformende operationer. Kun de færreste andre har et lignende apparat bag sig, siger Nidal Al-Suliman.

Ifølge Sundhedsstyrelsens specialevejledning for kirurgi er det en forudsætning, at hospitalernes varetagelse sikrer multidisciplinært samarbejde samt tilstrækkelig robusthed og erfaring. - Vores multidisciplinære team på mammaområdet omfatter specialister inden for bl.a. kirurgi, billeddiagnostik, patologi og onkologi. Samtidig opfylder vi kravene til ventetider på diagnose og behandling iht. kræftpakkerne, siger overlægen, der selv udfører omkring 200 mammakirurgiske operationer årligt samt superviserer og forsker på området. Han fortæller, at AROS også samarbejder med en specialiseret psykolog og har tilknyttet fysioterapeuter, der har stor erfaring med brystkræftpatienter. Inden for strumakirurgien gør mange af de samme krav sig gældende. - Også her er der lagt vægt på, at vi kan sammensætte et multidisciplinært team, råder over moderne udstyr og kan tilbyde operation inden for to uger, forklarer Nidal Al-Suliman.

Kan tiltrække patienter fra hele landet
De hospitaler, der er godkendt til behandling af ventelistepatienter, er opdelt i grupper, alt efter hvor komplekse operationer der kan varetages. AROS er på de to specialeområder placeret i kategorien regionale funktioner. - Det er næsthøjeste specialiseringsniveau inden for strumakirurgien og højeste niveau inden for mammakirurgien, og dermed ligger vores specialiseringsgrad på områderne i top blandt alle privathospitaler, forklarer Nidal Al-Suliman.

Ifølge overlægen er AROS lige nu i gang med at ansætte flere kirurger for at kunne imødekomme den ventede efterspørgsel. Han begrunder hospitalets forventninger til patienttilgang med AROS' geografiske placering samt hospitalets kapacitet og deraf følgende korte ventetider. - Vi kan udføre omkring 500 mammakirurgiske og 150 strumakirurgiske operationer årligt. AROS kan derfor tiltrække mammapatienter fra hele Vestdanmark, men også fra Sjælland, hvor kapaciteten i privat regi er begrænset. Det samme gælder inden for strumakirurgien, hvor ventelisterne er længere i offentligt regi, og hvor vi som eneste private behandlingssted uden for København er godkendt til at modtage ventelistepatienter, slutter han.

--

Fakta

AROS Privathospital A/S består af 14 højt specialiserede klinikker. Ud over almen kirurgi arbejdes der bl.a. med plastik-, bryst-, kar-, struma- samt ryg- og hoftekirurgi. Hospitalet modtager både privatbetalere, patienter med sundhedsforsikring og ventelistepatienter fra det offentlige - sidstnævnte gennem AROS' aftale med regionerne.

Mammakirurgisk Klinik tilbyder fuld udredning samt kirurgisk behandling af alle sygdomme i brystet, især brystkræft. Udredning finder sted inden for en uge og inkluderer klinisk undersøgelse, mammografi, ultralyds-undersøgelser samt evt. nålebiopsi. Operationer kan bookes inden for to uger.

Strumakirurgisk Klinik tilbyder kirurgisk behandling af sygdomme i skjoldbruskkirtlen og biskjold-bruskkirtlen. Der tilbydes konsultation inden for en uge og operation inden for to uger.

Billeder


Pressekontakt


Firma

AROS Privathospital A/S
Skejbyparken 154
DK-8200 Århus N, Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.arosph.dk

Modtag nyheder fra AROS Privathospital A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater