26/08-13
-
Pressemeddelelse
Markant vækst hos maskinservicevirksomhed
Vejlensiske Bast & Co oplever for alvor konjunkturerne vende i maskinindustrien. På et år er både aktivitetsniveauet og medarbejdertallet øget med en fjerdedel.
- Hos de fleste af vores kunder hersker en optimisme, som vidner om, at vinden for alvor er vendt i maskinindustrien, fortæller Jens Hansen, adm. direktør hos Bast & Co A/S, der specialiserer sig i reparation, vedligeholdelse og renovering af produktionsmaskiner. Igennem det seneste år har virksomheden oplevet støt stigende efterspørgsel, og direktøren anser det aktuelle marked for noget nær ideelt. - På den ene side hersker der en mere positiv stemning i industrien end i de seneste fire år, men på den anden side er der ikke tale om jubeloptimisme. De fleste produktionsvirksomheder holder stadig lidt igen, siger direktøren.
Det betyder ifølge ham, at mange vælger at renovere og automatisere eksisterende maskiner frem for at købe nyt, hvilket positivt påvirker servicevirksomheder som Bast & Co. - Modernisering og optimering har altid givet god mening, fordi man derved ofte kan opnå samme resultater som med en helt ny maskine til en langt lavere pris. Det har flere fået øjnene op for, fordi folk er blevet mere forsigtige, og fordi det er blevet sværere at skaffe finansiering, vurderer Jens Hansen.
Pæn millionvækst og fem nye servicefolk
Væksten i ordretilgangen hos Bast & Co er ifølge Jens Hansen ikke alene sket inden for maskinrenovering, men også på de øvrige forretningsområder. - I løbet af det seneste år har vi oplevet en markant omsætningsvækst på godt 25 pct. og ansat tre nye serviceteknikere til værkstedet samt to kørende servicefolk. Derved er vi gået fra 20 til 25 medarbejdere, og vi søger aktuelt flere serviceteknikere til både Vest- og Østdanmark, fortæller direktøren, der bl.a. forklarer fremgangen med firmaets prissætning og investeringsstrategi.
- Da lavkonjunkturen satte ind, blev der - på et gunstigt tidspunkt - investeret i 3.000 m2 nybyggeri med masser af plads til at vokse i; og modsat mange konkurrenter afholdt vi os fra prisstigninger. Priser under markedsniveau har bidraget til at udfylde kapaciteten og gøre os yderst konkurrencedygtige.
Succes på eksportmarkedet
Bast & Co øjner et særlig stort potentiale syd for grænsen og har igennem nogen tid haft en salgskonsulent til at bearbejde det tyske marked. - Maskinindustrien fylder langt mere i tysk erhvervsliv end herhjemme. I vores egen baghave, Slesvig-Holsten og Hamborg, er langt flere produktions- og værktøjsmaskiner end i Danmark samlet på et meget mindre areal. Samtidig er vores priser konkurrencedygtige, så vi løser både mange opgaver for tyske kunder på stedet og på vores værksted i Vejle, slutter Jens Hansen.
--
Om Bast & Co
Bast & Co A/S er en specialvirksomhed for reparation, renovering og vedligehold af produktions- og værktøjsmaskiner. Fra afdelinger i Vejle og Allerød betjenes kunder over hele verden. Hovedparten af virksomhedens 25 ansatte er specialuddannede, erfarne teknikere med stor geometrisk og måleteknisk forståelse.