19/03-09
-
Pressemeddelelse
Stop ikke fuglefodringen
Hele vinteren igennem har vi hjulpet de fugle, der trodser kulden og overvintrer i og omkring vores haver. Vi har på foderbrædtet og med mejsebolde fodret de mange fugle og på den måde garanteret dem let adgang til føde i den kolde tid. Men faktisk har fuglene mindst lige så meget brug for, at vi fodrer dem om foråret og sommeren, hvor de ligger på æg og har unger, fortæller både foderproducenter og eksperter fra Dansk Ornitologisk Forening.
Vi nyder at studere fuglene ude i haven og på altanen - ikke mindst når de kommer tæt på og spiser af det mad, vi har lagt ud til dem. Vi danskere har dog generelt den opfattelse, at fuglene kun har brug for den ekstra føde om vinteren, så vi stopper ofte med at fodre dem i marts, når foråret sætter ind.
Når foråret sætter ind og der er gang i redebyggeriet, samt når de ligger på æg og har unger, har fuglene et stort behov for et hurtigt og let tilgængeligt måltid mad. Fuglene har behov for at være tæt på reden og forbruger meget energi, når de har unger, der skal fodres og passes.
Virksomheden Bird Bounty A/S producerer og sælger mejsebolde og andre fuglefoder produkter i både Danmark og i udlandet. Ejeren Peer Kær bekræfter, at den danske efterspørgsel efter vildtfugle foder stopper, når foråret sætter ind:
"I andre lande som vi eksporterer vores mejsebolde til, fodres der hele året. Endda også i lande med mildere klima, end vi har i Danmark. Salget går næsten i stå i Danmark, når vi kommer til april måned," fortæller Peer Kær, der selv er fugleentusiast. Peer Kær påpeger desuden, at havens fugle hurtigt vil forsvinde, hvis man stopper med at fodre fuglene, da de i så fald vil søge andre steder hen efter føde. "Fuglene bestemmer selv, hvad de vil spise og har de mere lyst til havens myg og fluer, spiser de dem. Ved at fodre og på den måde bevare fuglene i haven i sommerhalvåret, kan fuglene derfor også have en nytteeffekt,"udtaler han.
Dansk Ornitologisk Forening fortæller, at de er positive over for fulglefodring året igennem, men at man skal fodre fuglene for sin egen fornøjelses skyld. Har man fodret gennem en længere periode, er det dog etisk mest korrekt ikke at stoppe fodringen midt i yngletiden, hvis fuglene har vænnet sig til foderbrædtet.
Bird Bounty A/S producerer i Nr. Nebel et bredt udvalg af vildtfoderprodukter, der bl.a. sælges i byggemarkeder, supermarkeder, havecentre og dyrehandlere. Virksomheden har kapacitet til at producere 250.000 mejsebolde i døgnet.