05/12-11
-
Pressemeddelelse
Sønderjysk entreprenør: Praktikpladser er et fælles ansvar
9.000 unge er gået i stå i deres uddannelse, fordi de mangler praktikpladser. Især inden for byggeriet samt handel og kontor er praktikpladsmanglen stor. Det rejser krav om, at arbejdsgiverne tager et større ansvar.
Hos entreprenørvirksomheden Bo Michelsen A/S i Tønder er 10 % af medarbejderstaben lærlinge eller praktikanter med hovedvægt på praktikpladser inden for murer- og struktørfagene. "Det er vores holdning, at vi selv må påtage os et ansvar for at få udlært kvalificeret arbejdskraft, så vi undgår fremtidig mangel på veluddannede murere og struktører", siger Tage Stork, uddannelsesansvarlig hos Bo Michelsen A/S. "Desuden har vi en lang tradition for at uddanne lærlinge. Det er efterhånden løbet op i omkring 35".
Virksomhedens størrelse på mellem 80 og 90 medarbejdere forpligter også til at have praktikpladser. "Netop størrelsen bevirker, at de unge mennesker får en meget alsidig uddannelse, idet der er mange specialer samlet i vores virksomhed", tilføjer Tage Stork. Han bliver også ofte kontaktet af små murervirksomheder om praktikophold på typisk en måned, fordi de pågældende virksomheder ikke har mulighed for at uddanne en lærling inden for særlige specialeområder, for eksempel som flisemurer.
Fokus på praktikpladsproblemet
Det fremgår af regeringsgrundlaget for den ny regering, at man også vil tage sociale klausuler i brug for at garantere praktikpladser. Det bevirker, at eksempelvis kommuner kan stille krav til virksomheder om at oprette praktikpladser i forbindelse med bygge- og anlægsprojekter.
"Det er en god idé med samarbejdsaftaler, der sætter krav til firmaer om et vist antal praktikpladser. Derved skabes der fokus på problemet", mener Tage Stork, der også er næstformand for uddannelsesudvalget for mureruddannelsen ved EUC Syd. Han mener ikke, at lærlinge vil fortrænge udlærte medarbejdere, for der er krav til virksomhederne om en vis procentdel uddannet personale, for at man kan godkendes til at have praktikpladser. Desuden er det et spørgsmål om at tænke praktikpladser ind i virksomhedens planlægning. Således har man hos Bo Michelsen A/S "håndplukkede" medarbejdere i de enkelte sjak, der står til ansvar for, at lærlingene får den rette uddannelse.
I Aabenraa kommune arbejdes der ikke med sociale klausuler, men man søger at påvirke virksomhederne til at påtage sig et ansvar for at oprette praktikpladser ved hjælp af samarbejde med virksomhederne og uddannelsesstederne. "Oprettelse af praktikpladser er en del af den samlede indsats, og i den forbindelse arbejder vi med netværk. Således afholdes der jævnligt dialogmøder mellem EUC Syd og deres samarbejdspartnere, hvor Aabenraa kommune også indgår", siger Christian L. Hansen, børne- og familiechef i Aabenraa kommune. "Dialogmøderne er med til at sikre, at virksomhederne ved, hvor mange praktikpladser der er brug for".
Gode til at lære fra sig
For 1. års struktørlærling Steffen Uhd var det ikke vanskeligt at få en praktikplads. "Jeg havde været ansat hos Bo Michelsen A/S et halvt år som arbejdsmand, og så spurgte de, om jeg havde lyst til at komme i lære som struktør. Jeg syntes, det var sjovt at arbejde med støbning, så jeg var hurtig til at sige ja til en læreplads", fortæller han entusiastisk.
Lærlingene har ikke så megen indbyrdes kontakt, fordi de ikke er lige langt i deres uddannelse. "Jeg har mest med svendene at gøre, og de er gode til at lære fra sig. De har også tid til, at jeg kan spørge, hvis der er noget, jeg ikke kan finde ud af", siger Steffen Uhd. Ifølge ham er praktikken det mest spændende ved uddannelsen.
--
Bo Michelsen A/S i Tønder beskæftiger godt 90 medarbejdere og er blandt Syddanmarks største selvstændige entreprenørfirmaer. Virksomheden, der er grundlagt i 1975, udfører total-, hoved- og fagentrepriser for både private og offentlige bygherrer. Den er kendt for så forskellige projekter som Hansborg i Haderslev, Slesvigske Musikkorps' musikhus, udvidelsen af Sønderborg Business School og plejecentret Trinvold i Nørre Bjert.