13/04-16
-
Pressemeddelelse
Ny lungesygevaccine beskytter svin helt frem til slagtning
Nyudviklet vaccine mod almindelig lungesyge giver slagtesvinet hurtig og livslang beskyttelse.
Almindelig lungesyge er den hyppigst forekommende luftvejssygdom blandt slagtesvin, og den skaber luftvejsproblemer i mere end 70% af de danske slagtesvinestalde. Sygdommen er forårsaget af mykoplasmebakterien, Mycoplasma hyopneumoniae, der kun angriber svin.
Ceva, der leverer en bred vifte af lægemidler og vacciner til hus- og kæledyr, introducerer nu vaccinen MHyogen, der yder en kompromisløs beskyttelse mod almindelig lungesyge. Hvor de fleste kendte vacciner anvender et antigen, som er baseret på en bakteriestamme isoleret for flere årtier siden, bygger MHyogen på en nyere stamme. Denne nye stamme er sammen med et nyt og unikt hjælpestof - eller adjuvans - med til at sikre fuld beskyttelse, til grisen er seks måneder gammel og dermed klar til slagtning.
- Med stor forventning lancerer vi nu vores nye vaccine, MHyogen, på det danske marked. Et nyt antigen og en ny adjuvans, sikrer beskyttelse af grisen helt frem til slagtning. Vi kan påvise fuld immunitet mod almindelig lungesyge tre uger efter vaccination og 26 uger frem, forklarer Henrik Balleby, dyrlæge hos Ceva Animal Health A/S.
I udviklingen af den nye adjuvans, har forskerholdet hos Ceva søgt inspiration i de hjælpestoffer, der bruges i vacciner til mennesker. Resultatet er et stof, som er med til at give vaccinen optimale vilkår for at inficere grisene og dermed beskytte dem.
En god investering
Mycoplasma hyopneumoniae-infektionen virker som en græsslåmaskine på de små fimrehår i grisenes luftveje. Når disse er nedbrudt, er det betydeligt sværere for grisen at befri lungerne for støv, virus og bakterier, hvilket øger risikoen for følgeinfektioner og eventuelt feber og nedsat ædelyst. Vaccination med MHyogen er med til at bevare luftvejenes fimrehår og dermed opnås en højere lungesundhed, der resulterer i bedre velvære og trivsel for grisen.
- Svineproducenterne er interesseret i at begrænse sygdomstilfælde på grund af slagtesvinenes trivsel og for at sikre sig økonomisk. MHyogen fungerer som en forsikring, der kan forhindre økonomiske tab på grund af syge grise, der ikke vil æde, forklarer Henrik Balleby.
I kronisk smittede besætninger forekommer sygdommen oftest hos slagtesvin fra 25 til 100 kg. Sygdommen er karakteriseret ved hoste specielt efter en hvileperiode. MHyogen doseres én gang med to milliliter i nakkemuskulaturen efter grisenes tredje leveuge.
Ceva Animal Health A/S er den danske afdeling af et fransk medicinalfirma, der hedder Ceva Sante Animale. Firmaet har til huse i Vejle. Ceva leverer lægemidler, vacciner og frihandelsvarer til alle dyrearter, som hovedsageligt produceres på egne fabrikker i EU.
Pressekontakt
Stephen Netuka
International PR Consultant
+45 22 99 45 75
Firma
Ceva Animal Health A/S
Ladegårdsvej 2
DK-7100 Vejle,
Danmark
+45 20 94 84 74
+45 20 94 84 74
http://www.ceva.dk