02/08-10
-
Pressemeddelelse
Hjælpepakke skal genoplive tankanlæg i udkantsområder
I mange af Skandinaviens mindre byer findes der ikke længere benzinstationer, og det kan få store konsekvenser for lokalsamfundene. Tankproducenten CGH står klar med en hjælpepakke i form af et nøglefærdigt stationskoncept.
Faldende indtjening og skærpede miljøkrav har fået de store benzinselskaber til at lukke tankstationer på stribe i Skandinaviens udkantsområder. Tendensen er særlig udpræget i tyndtbefolkede egne af Norge og Sverige, hvor man mange steder skal køre rigtig langt for at tanke. I sydsvenske Skivarp, der med en beliggenhed mellem Malmø og Ystad endda ikke ligger i et decideret udkantsområde, lukkede byens sidste tankstation for halvandet år siden. Det fik tre lokale erhvervsfolk til at reagere. En af dem var entreprenør Ulf Andersson. - Det årlige salg var på 1,2 mio. liter, og kundeunderlaget tæller godt 5.000 personer. Alligevel er det tilsyneladende ikke længere lønsomt for de store selskaber at drive forretning her, så man skal køre 20 km for at nå den nærmeste tank. Det er dyrt, besværligt og uheldigt for miljøet, siger han.
Først og fremmest frygtede entreprenøren de konsekvenser, lukningen kunne få for lokalsamfundet. Det fik ham til sammen med to andre erhvervsdrivende at tage initiativ til et nyt tankanlæg i byen. - Vi var bange for, at udenbys tankning også ville ændre folks øvrige indkøbsmønstre. På lidt længere sigt kunne dét ramme hele lokalsamfundet gennem butiksdød og faldende befolkningstal, vurderer Ulf Andersson.
Nøglefærdigt tankanlæg
De tre initiativtagere har netop åbnet tankanlægget El Macko i udkanten af Skivarp - ved landevejen mellem Malmø og Ystad. Takket være et nyt og fleksibelt koncept fra Nordeuropas førende tankproducent, CGH Group, har de tre initiativtageres investering kunnet minimeres.
- Anlægget er opbygget om en 30.000 liters fritstående tank, som er opdelt i to rum til hhv. diesel og benzin. Det er kendetegnet ved at blive leveret næsten nøglefærdigt samt ved minimale drifts- og vedligeholdelsesomkostninger. Dermed er løsningen velegnet til kunder, der ikke har et stort serviceapparat i ryggen, fortæller Morten Nielsen fra CGH. Han er direktør for koncernens nordeuropæiske selskab, CGH Nordic, der fra afdelinger i Danmark og Sverige betjener Norden og Baltikum, og har netop leveret et lignende anlæg til en kunde i Midtsverige. - Der er et godt potentiale for vores løsning i Norge og Sverige, hvor antallet af stationer er faldet markant. Eksempelvis er der i dag nogenlunde samme antal tankstationer i Sverige som i Danmark, selvom Sverige er 10 gange så stort og har 4 mio. flere indbyggere, siger han.
Ulf Andersson supplerer: - Vi valgte CGH's løsning, fordi den er teknisk optimal og økonomisk attraktiv. Anlægget er modulopbygget, flytbart og forholdsvis nemt at installere. Kun pumper og kortlæser skulle eftermonteres. Desuden er driften enkel, da al aktivitet kan overvåges via et webbetjent brugerinterface. Genbestilling af benzin og diesel sker automatisk, når standen falder til et bestemt niveau, forklarer han og fremhæver desuden, at tanken med henblik på optimal sikkerhed er dobbeltvægget og har indbygget miljøalarm.
Positiv modtagelse
Ikke overraskende har lokalbefolkningen taget godt imod tankanlægget, der er blevet lanceret med sloganet 'Med Skivarp i tankene'. - Kundeunderlaget er absolut til stede. Ud over de mange private husstande er der ikke færre end 300 virksomheder i området, og desuden har vi turisterne, den forbipasserende trafik og ikke mindst en del landbrug, som undgår besværet med selv at have store tanke, slutter Ulf Andersson.
Sammen med de to andre initiativtagere sidder entreprenøren i bestyrelsen for den lokale idrætsforening, som under stor festivitas var med til at åbne anlægget lørdag den 3. juli. Åbningen fandt sted under et byfestlignende arrangement med godt 4.000 deltagere.
--
Fakta
CGH Group udvikler og producerer tanksystemer til olie, benzin og industrien generelt. Koncernen, der består af selskaber i Polen, Belgien og Danmark, beskæftiger i alt 175 medarbejdere. www.cgh.com
CGH Nordic A/S med afdelinger i Danmark og Sverige er ansvarlig for de nordiske og baltiske markeder.