Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
21/02-12   -   Pressemeddelelse

Storsatsning på e-handel går hånd i hånd med 25 nye butikker

VÆKST PÅ FLERE PLATFORME: For Ball Group, der i forvejen har 120 konceptbutikker i fem lande, skal investeringen af et større millionbeløb i nyt e-handelskoncept komplementere åbningen af yderligere 25 butikker i år.

--

Ball Group, der bl.a. er nordisk markedsleder inden for plus size fashion, har ikke hidtil tilbudt e-handel. Nu er tøjkoncernen imidlertid gået i luften med en webudgave af butikskonceptet ZIZZI, som med tiden også kan overføres til Ball Groups øvrige brands.

- At gå ind på e-handelsområdet har for os i høj grad været et spørgsmål om den rette timing og at gøre tingene på den rigtige måde. De seneste undersøgelser har vist, at forbrugerne i vores segment i stigende grad handler på nettet, og at vi som markedsleder inden for plus size fashion også bør give vores kunder denne mulighed, fortæller retaildirektør Kuno Kildetoft, der har det overordnede ansvar for Ball Groups nyoprettede e-handelsorganisation.

- Investeringerne i e-handel hænger fint sammen med åbningen af 25 nye butikker i Norden og Holland i 2012, som er et parallelt skridt i vores vækststrategi, tilføjer direktøren, der også vil udbrede den ny e-handelsplatform til Ball Groups øvrige markeder. - Platformen skal på sigt også bruges til at gå ind i helt nye lande, hvor vi ikke i forvejen er repræsenteret med hverken franchisetagere eller egne butikker.

Ekstra salgskanal som vækstaccelerator

Kuno Kildetoft forventer ikke, at åbningen af den ekstra salgskanal vil resultere i forskydning af omsætning fra de fysiske butikker til nettet. - Trods ugunstige markedsforhold stiger vores detailomsætning, både i kraft af ekspansion og øget salg i de eksisterende forretninger. Tilføjelsen af e-handel som salgskanal vil gøre det muligt at accelerere væksten yderligere, idet vi når ud til en stor online-målgruppe, som vi i dag ikke er i kontakt med. Samtidig har vi en forventning om, at vores online-tilstedeværelse vil understøtte den eksisterende forretning ved at højne kendskabet til vores brand og butikskoncept - og dermed også vil bidrage til flere kunder i de fysiske butikker.

Ball Groups nye løsning sigter mod at give kunderne en servicemæssig merværdi. - En e-butik kan i sagens natur ikke give kunderne den samme oplevelse og vejledning som personalet i en fysisk forretning, men gennem aflæsning af brugeradfærd søger systemet med sin kunstige intelligens at hjælpe kunden til at finde og vælge de rigtige varer, siger Kuno Kildetoft, der i koncernens webshops vil satse på en høj grad af personliggørelse og brugertilpasset indhold. - Det handler om at inspirere forbrugeren, eksponere vedkommende for de mest relevante komplementerende produkter samt at guide og hjælpe hende til at vælge varer med rigtig størrelse og pasform. På den måde sikrer vi på én gang mersalg, kundetilfredshed og færre returforsendelser, vurderer han.

Nye mersalgsmuligheder

Ball Groups nye løsning er leveret af Chainbizz, der har specialiseret sig i udvikling, integration og design af e-handelsløsninger til butikskæder. Grundstenen er det danske CMS-system Sitecore med den nyudviklede Customer Engagement Platform. - Løsningen til Ball Group er en af de første rene Sitecore eCommerce-løsninger, der udnytter Engagement-platformens helt nye muligheder for personaliseret indhold, adfærdsanalyse, kampagnestyring og segmentering, som aktivt bidrager til mersalg, forklarer adm. direktør Jørgen Svenstrup fra Chainbizz A/S.

Ifølge Kuno Kildetoft er løsningen valgt, fordi den understøtter Ball Groups langsigtede strategiske mål. - Konceptet er skalerbart, og totaløkonomien er fornuftig. Vi har lagt vægt på at få en brugervenlig løsning med funktionalitet, der understøtter mersalg, kundeservice og forsyningskæde, og som integreres af en udbyder med stor erfaring i at levere løsninger til detailkæder, slutter han.

--

Fakta

BALL GROUP er tekstilkoncernen bag brandsene byBURIN, CULTURE, PULZ JEANS, ZIZZI, ZJ og ZAY. Gruppen omsatte i 2010 for 535 mio. kr. og beskæftiger totalt omkring 400 ansatte. Detailsalget sker gennem 120 konceptbutikker samt 800 multibrandforretninger fordelt på Danmark, Finland, Nederlandene, Norge og Sverige. Majoriteten ejes af kapitalfonden Axcel III.

CHAINBIZZ har siden 1997 udviklet koncepter, der styrker butikskæders salg, markedsføring og drift ved hjælp af internettet. Virksomheden indgår i et tæt partnerskab med Sitecore, som er blandt verdens førende udbydere af CMS-systemer.

Billeder


Pressekontakt


Firma

Chainbizz 2009 A/S
Rugårdsvej 46A
DK-5000 Odense C, Danmark

  (+ 45) 20 94 84 74
  (+ 45) 20 94 84 74

http://www.chainbizz.com

Modtag nyheder fra Chainbizz 2009 A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater