Opret en gratis konto

Modtag nyheder fra virksomheden
17/04-12   -   Pressemeddelelse

Fjerritslev Fjernvarme udvider kapaciteten med fremtidssikret, grøn løsning

Efter over en årrække at have udvidet sit forsyningsområde betragteligt udskifter Fjerritslev Fjernvarme nu det ene af sine to varmeanlæg med et nyt, der giver højere kapacitet og eliminerer behovet for fossile brændsler.

Over de seneste 10 år er antallet af tilsluttede forbrugere hos det kundeejede energiselskab Fjerritslev Fjernvarme A.m.b.a. på det nærmeste fordoblet til i dag at tælle 2.300 husstande og virksomheder, og væksten forventes at fortsætte i de kommende år. Derfor har bestyrelsen nu vedtaget at udskifte det ene af selskabets to eksisterende fjernvarmeanlæg.

- Det ældste af anlæggene er ved at være slidt og tæret, og vedligeholdelsesudgifterne har nået et niveau, hvor det bedre kan betale sig at udskifte anlægget. Samtidig har vi ønsket at udvide kapaciteten, så vi er rustet til at forsyne endnu flere forbrugere i fremtiden, og at omlægge vores produktion til at blive endnu mere miljøvenlig, fortæller varmemester Kenny Lundtoft, der også er formand for Flisgruppen under Dansk Fjernvarme.

Fjerritslev Fjernvarme har således afgivet ordre på et nyt anlæg hos Euro Therm A/S, der også har leveret det største og nyeste af energiselskabets eksisterende anlæg. - Vi er godt tilfredse med det nuværende anlæg fra Euro Therm, som i samarbejde med dem løbende er blevet tilpasset til i endnu højere grad at matche vores behov. Samtidig har den ny løsning kunnet leveres til en attraktiv pris, der giver projektet en rigtig god totaløkonomi og tilbagebetalingshorisont, siger varmemesteren.

Højere kapacitet og driftsmæssige fordele

Det nye anlæg har en væsentlig højere kapacitet end det, der udskiftes, og byder ifølge Kenny Lundtoft på forbedret funktionalitet og betjeningsmæssige fordele i hverdagen.

- Hvor det nuværende anlæg yder 6 MW, kan det nye levere 10 MW ekskl. kondenseringsenhed. Derudover er anlægget forsynet med en 12 MW elkedel, som er leveret og integreret af Euro Therm i samarbejde med en anerkendt svensk producent. I første omgang vil elkedlen ikke blive benyttet dagligt, men kommer til at tjene som backup i perioder med spidsbelastning. Samtidig kommer anlæggets gennemtænkte funktionalitet til at sikre os en lang række driftsmæssige fordele, der bl.a. minimerer behovet for udkald uden for normal arbejdstid, siger han.

- Som eksempler på de tekniske løsninger, der anvendes i anlægget, kan bl.a. nævnes opvarmet flistragt, nyt rullesystem for trapperisten, vedligeholdelsesfrit renseværk til røgrør, ny røgvaskerudformning, et særligt skorstensløb i glasfiber tilpasset den eksisterende skorsten samt opgraderet kapacitets- og fugtstyringssystem, forklarer teknisk chef Michael Jørgensen fra Euro Therm, der har varetaget projektledelsen.

Mere miljøvenlig energiproduktion

For Fjerritslev Fjernvarme bliver overgangen til det ny anlæg også et totalt opgør med brugen af fossile brændsler. - Det ny set up betyder, at vi helt kan skille os af med oliefyr og dermed overgå til en fuldstændig grøn energiproduktion. Afhængigt af prisudviklingen på flis og el i fremtiden påtænker vi også i løbet af de nærmeste år at opføre en vindmølle i tilknytning til anlægget, slutter Kenny Lundtoft.

--

Fakta

PROJEKTPLAN: 1/5 2012: Indsætning af komponenter | 17/9 2012: Opstart af anlægget | 15/11 2012: Projektet afleveres

SPECIFIKATIONER: Kedelydelse, flislinje: 10 MW | Anlægsydelse inkl. kondenseringsenhed, flislinje: 12,5 MW | Elkedels ydelse: 12 MW | Brændselsbånd: 20-60 % vandindhold | Brændsel: skovflis/'energipil' | Designtryk: 4 bar | Designtemperatur: 110 grader

FJERRITSLEV FJERNVARME A.M.B.A. er etableret i 1959 og beskæftiger 5 medarbejdere. Selskabet forsyner omtrent 2.300 forbrugere inden for en radius af 15 km fra beliggenheden på Industrivej i Fjerritslev. www.fjerritslevfjernvarme.dk

EURO THERM A/S, der er beliggende i Aarhus, har siden 1948 i totalentreprise leveret anlæg til fyring af biomasse - vådt og tørt flis, halm, træpiller og briketter. Siden er produktprogrammet udvidet med elkedler og senest også ORC-anlæg til elproduktion. Virksomheden er danskejet, i vækst og beskæftiger p.t. 13 medarbejdere. www.eurotherm.dk

--

Billedmateriale

· Foto 1: Det nye anlæg har en væsentlig højere kapacitet end det, der udskiftes, og byder på forbedret funktionalitet samt betjeningsmæssige fordele i hverdagen. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/ERT/ERT-TFF1.jpg

· Foto 2: - Anlægget er forsynet med en 12 MW elkedel, som er leveret og integreret af Euro Therm i samarbejde med en anerkendt svensk producent, siger varmemester Kenny Lundtoft. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/ERT/ERT-TFF2.JPG

· Tegning: I første omgang vil elkedlen ikke blive benyttet dagligt, men kommer til at tjene som backup i perioder med spidsbelastning. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/ERT/ERT-TFF3.JPG

Billederne kan hentes i højopløselige udgaver fra ovenstående placeringer.

Relevant information

http://www.eurotherm.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Euro Therm A/S
Sletvej 2E
DK-8310 Tranbjerg, Danmark

  (+ 45) 20 94 84 74
  (+ 45) 20 94 84 74

http://www.eurotherm.dk

Modtag nyheder fra Euro Therm A/S på mail

Tilmeld dig her
Opret en gratis konto og betal kun for dine udsendte pressemeddelelser og SEO tekster - eller køb et abonnement og få flere fordele. Vi har 25 års erfaring.
GK
danmarks kulturarv
thermex
iRobot
Witt
ret raad advokater