Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
23/09-11   -   Pressemeddelelse

35-års jubilæum hos Euromaster i Aarhus

Der er løbet meget vand i åen, siden Leif Jensen i 1976 startede hos dækkæden Euromaster. En helt speciel ansættelseskontrakt indebærer, at han knokler løs 6 måneder om året - og holder ferie resten af tiden.

Det hører til sjældenhederne, at en medarbejder kan fejre 35-års jubilæum - nu om dage når en del ikke at tilbringe så mange år på arbejdsmarkedet i det hele taget. Ikke desto mindre er det netop, hvad Leif Jensen har gjort hos dækkæden Euromasters skiftende Aarhus-filialer. Siden 2010 har han haft arbejdssted på Graham Bells Vej i Skejby, hvor Euromaster i dag har samlet sine aktiviteter i Aarhus-området.

I en alder af blot 12 år startede Leif Jensen som arbejdsdreng hos en købmand, og efterfølgende kom han som 18-årig i mekanikerlære. Springet til dækbranchen var et naturligt videre skridt, og her har aarhusianeren arbejdet siden 1976. Alle årene hos Euromaster. - Der er sket meget på de 35 år. Især bilernes teknologiske udvikling er forbløffende, og dækkene er gennem årene blevet både større og tungere. Hele tiden har jeg følt mig godt tilpas og været glad for arbejdet. Jeg har en masse gode kunder og kolleger, som jeg sætter stor pris på at arbejde sammen med, siger den 57-årige dækfagmand.

I perioden fra 2000 til 2010 arbejdede Leif Jensen alene det meste af tiden. - Jeg varetager så vidt muligt selv alle aktiviteter omkring den enkelte kunde. Derfor krævede det lidt omstilling at blive del af det større dækcenter i Skejby sidste år, hvilket jeg dog hurtigt kom til at sætte pris på. Jeg har fået gode kolleger, men kan stadig arbejde på stort set samme måde som hidtil og oveni købet tilbyde kunderne ekstra fleksibilitet.

Knokler løs 6 måneder om året

Leif Jensen har en særlig kontrakt, som indebærer, at han i højsæsonen knokler løs - og til gengæld holder fri resten af året. Det betyder lange arbejdsdage i de måneder, hvor danskerne skifter mellem sommer- og vinterdæk.
- Jeg servicerer overvejende firmabilskunder, hvor de to årlige dækskift ligger i faste rammer. I foråret og efterårsmånederne er det ikke unormalt, at jeg arbejder 12 timer i døgnet. Efter sådan en dag er man godt træt. Til gengæld kan jeg så holde ferie resten af året, forklarer vulkanisøren, som bl.a. bruger friheden til campingture og rejser med sin kone. I år er det bl.a. blevet til lange campingophold i Grenå og Skagen.

Behagelig, engageret og kompetent

Hvordan går det til, at man hænger fast ved samme arbejdsgiver i så mange år? - Jeg har igennem alle årene haft et frit og meget alsidigt job, prøvet kræfter med en masse forskellige arbejdsopgaver og mødt rigtig mange mennesker. Nogle kunder har jeg arbejdet sammen med, stort set lige siden jeg startede i firmaet. Selvom jeg har fået en del andre jobtilbud, har jeg aldrig følt mig fristet til at søge nye græsgange, lyder det fra Leif Jensen.

- Både personligt og fagligt er Leif en meget afholdt medarbejder, som kolleger og kunder værdsætter. Han er en behagelig, engageret og kompetent fyr, som altid har kunden i fokus. Det er i høj grad hans fortjeneste, at vores samarbejde med store flådekunder i Aarhus-området er så velfungerende, siger Inge Lige Møldrup, personalechef hos Euromaster. Hun fortæller, at lang anciennitet ikke er noget særsyn i virksomheden. - Med jævne mellemrum har vi både 35-, 40- og 45-års jubilæer. Vi er stolte over den lave personaleomsætning - i vores branche er det bestemt ikke alle, der i så høj grad lykkes med at fastholde deres medarbejdere.

Jubilæet blev markeret ved en reception mandag den 1. august, hvor Leif Jensen lykønskedes af sine kolleger samt flere repræsentanter for Euromasters ledelse.

-----

Fakta:

Euromaster er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. I Danmark har kæden 43 servicecentre og ca. 210 ansatte. Nærmeste center anvises på tlf. 87 28 28 28 og på www.euromaster.dk.

-----

Billedtekst: Jubilæet blev markeret ved en reception mandag den 1. august, hvor Leif Jensen lykønskedes af sine kolleger samt flere repræsentanter for Euromasters ledelse.

Relevant information

http://www.euromaster.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Euromaster Danmark A/S
Krøyer Kielbergs Vej 3
8660 Skanderborg, Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.euromaster.com

Modtag nyheder fra Euromaster Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire