Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
05/12-11   -   Pressemeddelelse

120 bedre vinterbilister i Horsens, Skanderborg og Silkeborg

Den lokale forsikringsklub GF Horsens, der også dækker Skanderborg og Silkeborg, har sammen med dækkæden Euromaster gjort 120 forsikringstagere til bedre vinterbilister på Horsens Køretekniske Anlæg.

Mange har under de seneste to hårde vintre oplevet problemer med at styre deres kørsel under vanskelige vej- og vejrforhold. Derfor har 120 bilister fra Horsens, Skanderborg og Silkeborg i november taget imod GF Forsikrings tilbud om forebyggende vinterhjælp i forbindelse med selskabets sikkerhedsdag. På Horsens Køretekniske Anlæg var der således mulighed for at få udfordret sine styre- og bremseevner på tør vej, på lige glatbane og på den vanskelige krumme glatbane. Hver deltager betalte 100 kroner for at være med, og pengene går ubeskåret til en trafikpris, som bliver uddelt til en række lokale trafiksikkerhedsprojekter i foråret 2012.

Over 120 bilister fra lokalafdelingen af GF, der dækker Horsens, Skanderborg og Silkeborg, udfordrede sig selv og deres biler på Horsens Køretekniske Anlæg. - Mange af dem har selv været ude for en skade inden for de seneste par år og er derfor meget motiverede for at blive sikre vinterbilister. I GF har vi overskudsdeling på bilforsikringen. Når blot en enkelt skade undgås, tjener det hele arrangementets pris hjem, og vi kan betale flere penge tilbage til forsikringstagerne, når årets skader er gjort op, siger Christian Hermansen, der er formand for den lokale forsikringsklub. På baggrund af deltagernes tilbagemeldinger betegner han arrangementet som en succes.

Sikkerhedsfokus halverer skadeantal

GF Sikkerhedsdag har været en årligt tilbagevendende begivenhed siden 2005. Og noget tyder på, at indsatsen ikke er helt forgæves. Forsikringsselskabets statistikker viser nemlig, at de deltagende bilister halverer deres skadeantal.

- Vi har i år oplevet en klar tendens til, at flere yngre mennesker end tidligere deltager. Det er meget positivt, da risikoen for skader er højere, jo yngre man er, konstaterer Christian Hermansen. Samtidig oplever GF Forsikring, at også flere kvinder deltager end tidligere.

Styr på både bil og kørsel

Der var også mulighed for at få tjekket lygter og dæk. Særligt dækkene har der i den seneste tid været stor fokus på, fordi alt for mange danskere kører på nedslidte dæk, som udgør en stor sikkerhedsrisiko. Derfor fik arrangementet også besøg af tre medarbejdere fra Euromasters auto- og dækcenter på Grønlandsvej i Horsens. - Sammen med hver enkelt bilist gennemgik vi vedkommendes dæk og fik en kort sikkerhedssnak. Først og fremmest tjekkede vi dækkenes stand. Her er det væsentligt at sikre sig, at de ikke er slidt længere ned end 3 mm, som Trafikstyrelsen og Rådet for Større Dæksikkerhed anbefaler som minimum til vinterkørsel. Er mønstret under 1,6 mm, er dækkene direkte ulovlige, forklarer centerleder Jørn Eskesen, der deltog i arrangementet sammen med sine medarbejdere Lena og Søren.

- Generelt kørte de fremmødte bilister på fine dæk. Mange havde dog endnu ikke fået vinterdækkene på, ligesom en del havde nedslidte dæk. En enkelt bilist kørte rundt på to sommerdæk og to vinterdæk, og vi måtte forklare ham, at det altså ikke er helt lovligt, siger Jørn Eskesen, der med en demobil gav deltagerne noget af en ahaoplevelse. - Det er en myte, at det ikke er nødvendigt at skifte til vinterdæk. Derfor satte vi fire nye vinterdæk på en bil, som deltagerne kunne køre en tur i, og de gav udtryk for stor forskel i forhold til deres egne biler med sommerdæk. Desuden demonstrerede vi, hvordan man med vinterdæk opnår kortere bremselængde og langt bedre vejgreb. Over en strækning, hvor bilerne med sommerdæk end ikke kunne nå at sagtne farten fra 50 til 0 km/t, præsterede bilen med nye vinterdæk at gå fra 100 km/t til standsning, slutter centerlederen.

--

Euromaster er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. I Danmark har kæden 40 servicecentre og ca. 210 ansatte. Nærmeste center anvises på tlf. 87 28 28 28 og på www.euromaster.dk.

--

Billedmateriale

Billede 1: 120 bilister fra Horsens, Skanderborg og Silkeborg tog imod GF Forsikrings tilbud om forebyggende vinterhjælp på Horsens Køretekniske Anlæg. Foto: Euromaster. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/EMA/EMA-TAH1.jpg

Billede 2: Lena Grøn Paetau fra Euromaster i Horsens gennemgik sammen med to kolleger de enkelte deltageres dæk og rådgav om dæksikkerhed. Foto: Euromaster. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/EMA/EMA-TAH2.jpg

Billede 3: Over 120 bilister fra lokalafdelingen af GF, der dækker Horsens, Skanderborg og Silkeborg, udfordrede sig selv og deres biler på Horsens Køretekniske Anlæg. Foto: Euromaster. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/EMA/EMA-TAH3.jpg

Billede 4: Kenneth Damgaard deltog i vinterræset sammen med sin kæreste. - Vi ville gerne lære bilens reaktionsmønstre bedre at kende, så vi bliver mere trygge vinterbilister, fortæller han. Foto: Alex Tran. http://www.epicent.dk/Pressemateriale/EMA/EMA-TAH4.JPG

Billederne kan hentes i højopløselige udgaver fra de angivne adresser.

Relevant information

http://www.euromaster.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Euromaster Danmark A/S
Krøyer Kielbergs Vej 3
8660 Skanderborg, Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.euromaster.com

Modtag nyheder fra Euromaster Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire