Få dit eget presserum

Få dit eget presserum
17/09-12   -   Pressemeddelelse

Nyt forsøg hos Forsvaret sender bilvedligehold uden for hegnet

Som led i en ny motorpolitik har Forsvaret forsøgsvis outsourcet al vedligeholdelse og reparation af bilparken på Hjørring Kaserne. De foreløbige erfaringer er positive - hvilket blev bestyrket, da kasernens 39 biler for nylig fik skiftet dæk i et snuptag.

--

Forsvaret har søsat en ny såkaldt kørselspulje i Hjørring, der bl.a. indebærer, at man forsøgsvist outsourcer al vedligeholdelse og reparation af person- og varevogne til civile værksteder over faste serviceaftaler. Bliver pilotprojektet en succes, kan det kopieres til landets øvrige kaserner.

- Det drejer sig om de puljebiler, vores medarbejdere kan rekvirere til tjenstlig kørsel. Fra forsøgets start er samtlige 39 biler ved Lokalstøtteelement Hjørring udskiftet, og der er samtidig indført et internetbaseret selvbetjeningssystem med elektroniske nøglekort, hvor booking og udlevering kan ske i døgndrift, forklarer materielforvalter Carsten Ullmann Andersen fra Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste.

Forsøget med den nye kørselspulje er etableret i regi af Projektorganisation Motorforvaltende Myndighed (POMFM), som forvalter Forsvarets brug af køretøjer, og bliver styret af lokale medarbejdere i Hjørring. Ifølge materielforvalteren er den foreløbige oplevelse, at pilotprojektets set-up tilfører en lang række fordele.

- Vi har fået mulighed for mere effektiv flåde- og ressourcestyring samt mere positive brugeroplevelser. Kørselskontoret med tilhørende værksted er blevet lukket, og tilbage er alene én medarbejder, hvis hovedopgave er at sørge for, at bilerne gøres rent og klargøres efter behov. Forsøget ventes at give inspiration til lignende ordninger andetsteds i Forsvaret, siger Carsten Ullmann Andersen.

39 dækskift i et snuptag

Da kasernens 39 biler for nylig skulle have sommerdækkene på, var opgaven lagt ud til Euromasters lokale dækcenter på Fanøvej i Hjørring. - Oprindelig indkøbte vi selv dækkene og fik Euromaster til at montere og servicere dem. Siden fik vi eget materiel til dækskift, men forsøget skal nu vise, om det kan betale sig ikke selv at have værkstedspersonale og i stedet outsource de enkelte opgaver til private virksomheder, der er specialister inden for deres respektive områder. Det kan give både administrative lettelser og økonomiske besparelser, vurderer Carsten Ullmann Andersen.

Opgaven blev løst på en fredag, hvor kasernen undtagelsesvis var så godt som lukket. - Derfor var hovedparten af bilerne alligevel hjemme på kasernen. Det ville være omstændeligt at sætte personel på at hente og bringe dem hos Euromaster i pendulfart. Derfor var det en god løsning, at dækfolkene stillede hos os og fik klaret de mange skift på en enkelt dag, siger materielforvalteren.

Effektivitet i højsædet

Arbejdet blev udført af centerleder Torben Madsen samt montørerne Erik Fredborg og Martin Lønborg fra Euromaster på Fanøvej i Hjørring, der dagen før havde afbalanceret og pumpet størstedelen af sommerdækkene og læsset servicevognen. Dagen startede med, at Torben Madsen aflæste bilernes kilometerstand og noterede vinterdækkenes mønsterdybde, så man kan følge slitagen og udskifte dæk med under 3 mm mønster. Samtidig - kl. 6 om morgenen - begyndte de to medarbejdere at læsse sommerhjul af servicevognen, og syv minutter senere var de i færd med at skifte de første.

- For at centret kunne holde åbent på dagen, kørte jeg tilbage på Fanøvej kl. 7.30, mens Erik og Martin fortsatte dækudskiftningen. Alle vinterdækkene blev kørt retur til vores dækhotel, hvor de bliver opbevaret, til de atter skal monteres. Vi skulle tre ture frem og tilbage, før alle hjul var skiftet klokken 14.00. Det var fint at kunne skifte alle dækkene, mens bilerne holdt parkeret i nydelige rækker på den betonbelagte parkeringsplads. Her var de lige til at gå til, siger Torben Madsen.

Også Steen Nordstrøm Pedersen, der er regionschef for Midt- og Nordjylland hos Euromaster, er godt tilfreds. - Folkene på det lokale dækcenter har formået at løse opgaven hurtigt og godt med systematiserede arbejdsgange og effektivt samarbejde. Vi håber nu, at de positive erfaringer fra Hjørring vil lægge kimen til lignende projekter andetsteds, udtaler han.

--

Euromaster er europæisk markedsleder inden for dæk og dækserviceløsninger. I Danmark har kæden 43 servicecentre over hele landet - heriblandt på Fanøvej 16 i Hjørring. www.euromaster.dk

Hjørring Kaserne har eksisteret siden 1939 og huser i dag fire forskellige funktionelle tjenester, der har til opgave at støtte de operative enheder i Forsvaret. Det drejer sig om Forsvarets Materieltjeneste, Forsvarets Personeltjeneste, Forsvarets Regnskabstjeneste samt Forsvarets Bygnings- og Etablissementstjeneste, der tilsammen beskæftiger cirka 800 militært og civilt ansatte. www.forsvaret.dk

--

Billedtekster

· Foto 1: Hjørring Kasernes positive erfaringer med outsourcing af bilparkens vedligeholdelse blev bestyrket, da kasernens 39 biler for nylig fik skiftet dæk i et snuptag.

· Foto 2: Montørerne Erik Fredborg og Martin Lønborg fra Euromaster i Hjørring var i gang med at skifte dæk fra kl. 6.07 om morgenen.

· Foto 3: Baggrunden for pilotprojektet er en forventning om, at det bedst kan betale sig at outsource de enkelte opgaver til private virksomheder, der er specialister inden for deres respektive områder.

· Foto 4: - Alle vinterdækkene blev kørt retur til vores dækhotel, hvor de bliver opbevaret, til de atter skal monteres, siger centerleder Torben Madsen fra Euromaster i Hjørring.

Relevant information

http://www.euromaster.dk


Billeder


Pressekontakt


Firma

Euromaster Danmark A/S
Krøyer Kielbergs Vej 3
8660 Skanderborg, Danmark

  20 94 84 74
  20 94 84 74

http://www.euromaster.com

Modtag nyheder fra Euromaster Danmark A/S på mail

Tilmeld dig her
Vores mission er at effektivisere og formidle alle former for presse- og virksomhedsinformation og gøre den tilgængelig for alle på alle tilgængelige platforme.

om MyPressWire